Hårde straffe i svindelsag med tråde til Grønland

I sagen mod advokaterne fra Johan Schlüter Advokatfirma er der uddelt hårde straffe til specielt to advokater.

Advokaternes tidligere domicil i København

Advokaterne fra firmaet Johan Schlüter Advokater, der administrerede rettighedspenge fra film- og tv-branchen, skal flere år i fængsel. De er fundet skyldige i at have taget kundernes penge.

Angiveligt har de forsøgt, at misbruge et vandprojekt i Grønland til at skjule en del af pengene.

Johan Schlüter er idømt fire års fængsel, men straffen er gjort betinget, så han kun skal afsone, hvis han begår lignende kriminalitet. Susanne Fryland, der stod for at administrere kundernes penge, er straffet med fem år og seks måneders fængsel, som hun skal afsone.

Lars Halgreen, der er tiltalt i mindre forhold, er idømt ni måneders fængsel, som er gjort betinget.

Johan Schlüter og Susanne Fryland er dømt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for ikke under 100 millioner kroner. Alle tre er dømt for forsøg på skyldnersvig.

Den spektakulære sag startede uden for offentlighedens søgelys i 2014. I årevis havde Johan Schlüter og Susanne Fryland stået for at indkræve og videreformidle millioner og atter millioner i rettighedspenge for tv- og filmproducenter.

En revisionspåtegning for et af de selskaber, som Johan Schlüters Advokatfirma forvaltede for Producentforeningen, påpegede, at der var hævet store beløb på selskabernes konti.

Producentforeningen startede en undersøgelse. Den viste, at problemerne var langt større, end man troede. Efter en intens og hård debat mellem advokaterne og Producentforeningen blev Johan Schlüter, Susanne Fryland og Lars Halgreen politianmeldt i 2015.

Anklagen lød på, at de to advokater uretmæssigt havde hævet 115 millioner kroner af kundernes penge og brugt dem til deres egne selskaber og aktiviteter.

Sagen fik stor opmærksomhed. Johan Schlüter var et kendt navn i medierne og havde skabt hele det system, han nu var anklaget for at udnytte.

Samtidig var Susanne Fryland, der administrerede indtægten og fordelingen af penge til tv- og filmproducenterne via selskabet Registrering Danmark, et kendt navn i Slagelse-området.

Lars Halgreen er anklaget for - sammen med de to andre - at forsøge at skjule store værdier for Producentforeningen, da det stod klart, at advokaterne skyldte foreningen et stort beløb.

Den del, der vedrører det grønlandske vandselskab NAFWA er temmelig uigennemsigtig. De tre advokater påstod, at de havde ejerandele i selskabet, hvilket ikke var tilfældet. Alligevel forsøgte de at overføre de fiktive ejerandele til deres partnere for at skjule pengene for producentforeningen.

I denne del af sagen er de tre advokater dømt skyldige i forsøg på skyldnersvig.

I februar 2018 troppede de tre advokater for første gang op i Københavns Byret. Stemningen var presset, da Johan Schlüter og Lars Halgreen kort efter Producentforeningens politianmeldelse anmeldte Susanne Fryland til politiet og sagde, at hun alene bag ansvaret for det anklagede bedrageri.

Lars Halgreen og Susanne Fryland ankede dommen på stedet. Johan Schlüter udbad sig betænkningstid inden han vil tage stilling til en eventuel anke.

Powered by Labrador CMS