Gå til hovedindhold

Håndværkere måtte lade bilen stå

Tre håndværkere fra et lokalt entreprenørfirma måtte torsdag aften lade firmabilen stå ved et pizzeria i Nuuk, efter en anmeldelse om spirituskørsel.

Torsdag aften fik politiet en anmeldelse om, at et køretøj med muligvis berusede personer var kørt til pizzeriaet Iggu i Nuuk.

Politiet nåede ikke at stoppe køretøjet, men fandt køretøjet ved pizzeriaet. Det oplyser vagtchef ved Grønlands politi Julie Senderovitz Bendtsen til Sermitsiaq.AG.

Vagtchefen fortæller, at politiet herefter fik fat i de i alt fire personer, der havde kørt i firmabilen. Der var tale om tre håndværkere og én passager, der ikke var i arbejdstøj.

Ifølge politiet var de alle berusede, men ingen ville erkende, at de havde ført bilen til pizzeriaet.

Nøglerne blev taget

- Derfor blev nøglerne til bilen taget, indtil bilen kan hentes af én ædru person med gyldigt kørekort, siger Julie Senderovitz Bendtsen.

Sermitsiaq.AG har talt med øjenvidner til episoden, som befandt sig på restauranten, da de tre håndværkere ankom til pizzeriaet. De fortæller, at håndværkerne var tydeligt berusede og stadig iklædt deres arbejdstøj med firmaets navn på.

Entreprenørfirmaets direktør siger til Sermitsiaq.AG, at han finder episoden meget uheldig, og at firmaet er i gang med at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen samt at vurdere, om den skal have konsekvenser for de implicerede medarbejdere.

Ifølge direktøren er der tale om medarbejdere, der er lejet ind til at hjælpe virksomheden i en periode. Han understreger, at det er imod firmaets retningslinjer, at medarbejderne har brugt bilen til at køre rundt i om aftenen.

Politiet: Vi kigger efter spritbilister hele døgnet

Direktøren påpeger derudover, at det er svært som virksomhed at kontrollere, hvad medarbejderne foretager sig i deres fritid.

Tilbage i juli måned var det et andet entreprenørfirma, der havde problemer med en beruset medarbejder, der kørte galt i virksomhedens bil en mandag aften - uden kørekort i øvrigt, og det er da heller ikke usædvanligt at politiet oplever den slags, oplyser vagtchefen.

LÆS OGSÅ: Spritbilist endte i grøften

- Det er et velkendt problem, at folk vælger at køre bil, selvom de har fået for meget at drikke efter fyraften siger vagtchef Julie Senderovitz Bendtsen, som har en opfordring til borgerne.

- Når man nu sidder med kollegerne og får en fyraftensøl, så ta’ en taxa i stedet for. For vi har fokus på det her.

- Problemet er ikke kun håndværkere men også andre brancher. Og vi kigger altså ikke kun efter spritbilister fredag og lørdag nat men hele døgnet alle ugens dage, siger Julie Senderovitz Bendtsen.

 

Budget for 2021 giver arbejdsro og næring til store visioner
Med stemmer fra Inuit Ataqatigiit, Demokraatit og Samarbejdspartiet har et flertal i kommunalbestyrelsen endeligt vedtaget budgettet for 2021. Siumut stemte imod enkelte punkter.
Boligsag: Naalakkersuisut udlejer med underskud
Selvstyret benytter selv den boligmodel, som Kommuneqarfik Sermersooq angribes for.
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

Seneste Ugeavis

SENESTE NUUK - NYHEDER