Håndbold: VM-kvalifikation kan afholdes i Grønland
Det grønlandske håndboldforbund TAAK er klar til at byde på værtskab af kvindernes kvalifikationsturnering til verdensmesterskaberne. Formand er optimistisk.
Grønland kan igen komme i spil til at arrangere en international turnering.
Håndboldforbundet TAAK byder nemlig ind på værtskabet af kvindernes VM-kvalifikationsturnering, som afholdes næste år.
- Kvindelandsholdet har gjort et flot stykke arbejde, og var tæt på at kvalificere sig til VM sidste gang. Vi har også fået opbakning fra Selvstyret, som gerne vil støtte et eventuelt mesterskab her i Grønland, siger formanden for håndboldforbundet Carsten Olsen til Sermitsiaq.AG.
Behov for støtte fra flere sider
Men det kræver, at økonomien sættes på plads, og at virksomheder støtter arrangementet.
- Der er opbakning fra Kommuneqarfik Sermersooq, som vil støtte det med én million kroner, men det forudsætter, at der også kommer opbakning fra Selvstyret, Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland. Jeg fornemmer, at der er stor og positiv opbakning til det, fremhæver han.
Ansøgningen om værtskab sendes i den her måned.
5,8 millioner for at afholde mesterskabet
- Hvis det realiseres, vil det igen samle hele Grønland, som vi så, da herrerne spillede Pan Am i 2018. Sporten ville kunne promovere sig på den fedeste måde, hvilke vil få børn til at vise interesse for håndbolden. Det vil få kæmpe stor betydning. Men håndboldforbundet kan ikke arrangere mesterskabet alene, og har behov for økonomisk støtte, siger Carsten Olsen.
Det vil koste knap 5,8 millioner kroner at arrangere VM-kvalifikationsturneringen i Grønland.
- Jeg vurderer, at chancen for at afholde mesterskabet som stort, og jeg er optimistisk over, at vi nok skal afholde det, lyder det fra formanden for TAAK, Carsten Olsen.