Fordeling

Håndboldlandsholdet kommer på hårdt arbejde

Korrigeret 12.52: Lodtrækningen til De Panamerikanske Mesterskaber fandt sted lørdag eftermiddag i Montevideo i Uruguay

Landsholdet i Nuuk juni 2013.

De ni deltagende nationer var placeret i fem seedningslag. Argentina og Brasilien i første lag. Uruguay og Chile i andet. USA og Grønland i tredje. Venezuela og Mexico i fjerde og endelig Guatemala i femte lag. Der var indløbet afbud fra Cuba. Derfor kun ni nationer.

Mange er nok af den opfattelse, at Grønland skulle have været rangeret i andet seedningslag i stedet for Uruguay, så Grønland kunne have undgået Chile, som Grønland altid har spillet nogle meget tætte kampe imod. Først blev der trukket lod i de tre nederste seedningslag. Så blev der trukket lod mellem Brasilien og Argentina i det første seedningslag. Til sidst var det så Uruguay og Chile fra andet seedningslag, der skule placeres. Uden lodtrækning valgte Uruguay Gruppe A, som på papiret ser lettere ud end pulje B. Chile blev herefter placeret i Gruppe B sammen med Grønland.

Landsholdet kommer på hårdt arbejde, hvis en af de tre pladser til VM i Qatar i januar 2015, som de ni nationer skal spille om, skal være Grønlands.

Går det, som det plejer, bliver det Brasilien og Argentina, der mødes i finalen. Kampen om tredjepladsen bliver sandsynligvis et mellemværende mellem hjemmeholdet Uruguay, Chile og Grønland. Nøglekampen i Grønlands pulje bliver opgøret mellem Chile og Grønland.

Et ønskescenarie vil selvfølgelig være, at Grønland slår både Chile og Argentina og på den måde kommer i finalen.

Turneringen spilles i Montevideo fra den 23.-29. juni. Kampprogrammet kendes endnu ikke.

Forberedelserne fortsætter
Allerede mandag aften 26. maj er der igen træningssamling. De spillere, der til dagligt spiller i Danmark træner i Bavnehøjhallen på Vesterbro i København og spiller om aftenen en træningskamp mod 1. divisionsholdet Ajax København.

De to puljer

Gruppe A
Brasilien
Uruguay
USA
Venezuela
Guatemala

Gruppe B
Argentina
Chile
Grønland
Mexico

Powered by Labrador CMS