Håndbold: Ivâna skifter til ambitiøs klub

Den grønlandske landsholdsspiller i håndbold, Ivâna Meincke, har underskrevet aftale med en islandsk klub.

Den 26-årige stregspiller for det grønlandske kvindelandshold i håndbold, Ivâna Meincke, skifter fra færøske Vestmanna til den islandske førstedivisionsklub, FH Hafnarfjordur.

FH Hafnarfjordur rykkede ned til første division i den forrige sæson, men klubben har store ambitioner.

- Klubben vil tilbage til den absolutte top, hvor der stræbes efter at blive den bedste klub i Island. Målsætningen er, at klubben vinder det islandske mesterskab og pokalturnering inden for de kommende tre sæsoner, siger Ivâna Meincke til Sermitsiaq.AG.

Arbejder hårdt for at blive bedre

Hun har underskrevet en treårig aftale med den islandske klub.

- Jeg kan virkelig mærke, at der arbejdes hårdt for at blive den bedste klub. Alle kæmper i hver træning, og det er er virkeligt fedt at være en del af det. Jeg har selv ambitioner om at blive en bedre spiller, og gerne vil udvikle mig yderligere, fremhæver hun.

Håber på flere spillere tager til udlandet

Efter sæsonafslutningen i Færøerne deltog hun ved grønlandsmesterskaberne i foråret for Ilulissat-holdet Nagdlunguak’, og fik bronzemedalje med holdet.

- Men det har været vigtigt for mig, at jeg ikke kom tilbage til Grønland, hvor der kun spilles mesterskab i en uge, fremhæver hun.

Ivâna Meincke håber på, at flere grønlandske spillere skifter til udlandet.

- Det er selvfølgelig ikke let at komme væk fra de trygge rammer, men man bliver nødt til at stole på sig selv, og at det nok skal lykkedes i sidste ende. Jeg kommer til at spille hver uge, hvilket vil blandt andet vil være med til, at jeg får rutine og erfaringer ved afgørende kampe for eksempel ved VM-kvalifikationsturneringer, fortæller Ivâna Meincke, der var med til VM-kvalifikationsturneringen i USA sidste måned.

Eventyr venter

Landstræner Anders Friis er glad for, at hun fortsætter i udlandet.

- Jeg synes det er fedt, at hun har mod på at tage på eventyr. Den islandske liga og hendes hverdag kender jeg ikke til, så den vil jeg ikke kommentere på. Men jeg håber Ivâna er bevidst om hendes områder hvor hun skal forbedre sig, og det håber jeg hun får mulighed for på Island, lyder det fra landstræner Anders Friis.

Powered by Labrador CMS