dansk håndbold

Håndbolddrama med Minik som topscorer

GOG holder fast i fjerdepladsen efter drama fredag aften og Nordsjælland Håndbold med Angutimmarik Kreutzmann faldt med ære

Minik Dahl Høegh skyder gennem paraderne.

2178 tilskuere var på plads fredag aften i den imponerende Gråkjær Arena i Holstebro. Hjemmeholdet og de mange tilskuere var på jagt efter revanche efter Team Tvis Holstebros store nederlag i de to klubbers møde tidligere på ugen i kvartfinalen i pokalturneringen.

Opgøret i Holstebro blev en dramatisk og meget intens affære i alle kampens 60 minutter. Team Tvis Holstebro blev ikke ydmyget som tirsdag aften og fik en halv revanche, da kampen sluttede 29-29.

Fra første sekund var der kamp om hver eneste bold med mange flotte aktioner i begge ender af banen. Et rigtigt topopgør mellem nummer fire og fem i Håndboldligaen. 1. halvleg var en meget lige affære. GOG spillerne gik til pause med en føring på et enkelt mål 13-12.

I 2. halvleg var GOG i lange perioder det bedste hold. Førte 19-14 efter 10 minutters spil. Team Tvis Holstebro kom dog tilbage i kampen og fik udlignet til 22-22. I de sidste minutter kom GOG i front og førte 27-25. Brændte en stor mulighed. Blev snydt for et straffekast og måtte se på, at Team Tvis Holstebro fik udlignet til slutresultatet 27-27. Minik Dahl forsøgte flere gange at afgøre kampen i den hektiske slutfase, men blev hver gang stoppet af et meget hårdt tacklende forsvar.

Minik Dahl Høegh topscorer
Minik Dahl Høegh fik masser af spilletid. Blev GOGs topscorer med fem mål og var en evig uro for Team Tvis Holstebros forsvar. GOGs anden landsholdsspiller Akutaaneq Kreutzmann havde det lidt svært i de perioder, hvor han var på banen.

For cheftræner Jakob Larsen var det uafgjorte resultat en noget blandet fornøjelse. Til Sermitsiaq.AG sagde Jakob Larsen blandt andet:

- Lige nu er jeg nok mest skuffet. På et tidspunkt i 2. halvleg fører vi med fem mål og vi fører med to til sidst i kampen. Vi brænder en oplagt mulighed, som kunne have lukket kampen og så bliver vi snydt for et straffekast. På den anden side er vi ved at smide det hele væk i det sidste minut og kunne sagtens havde tabt kampen, så når jeg får pulsen lidt ned og genser kampen på video, ender det nok med, at vi skal være tilfredse med det ene point.

GOG er efter ni kampe placeret på en imponerende fjerdeplads med 12 point.

Angutimmarik Kreutzmann
Lørdag eftermiddag var Angutimmarik Kreutzmann Grønlands tredje landsholdsspiller i Håndboldligaen i aktion. Nordsjælland Håndbold spillede i Brøndby Hallen mod topholdet KIF Kolding København.

KIF Kolding København var inden opgøret ubesejret og det er klubben stadigvæk. Angutimmarik Kreutzmann og holdkammeraterne tabte 29-24.

Nordsjælland Håndbold havde stor ære af kampen og formåede at presse stjernerne fra KIF Kolding København i lange perioder af kampen.

-Vi spiller en udmærket kamp mod en meget svære modstander fortæller Angutimmarik Kreutzmann til Sermitsiaq.AG og fortsætter:

- Vi får udlignet til 22-22. Løber derefter ind i to udvisninger og de fire minutter, hvor vi spiller i undertal afgør kampen.
Angutimmarik Kreutzmann, der deler pladsen som venstre back med serbiske Luka Mitrovic, scorede et enkelt mål.

Efter ni kampe er Nordsjælland Håndbold nummer 11 med fem point.

Powered by Labrador CMS