Grønt lys: Det sidste stykke vej er godkendt

Naalakkersuisut har godkendt VVM-redegørelse for anlæggelse og drift af vejen fra Sisimiut til Kangerluarsuk Tulleq. Vejen får lov at gå igennem vandspærrezonen.

Vejen kommer efter planen til at strække sig fra Sisimiut og Kangerlussuaq.

- Det glæder mig, at den længe ønskede vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq nu kan blive til virkelighed.

Sådan lyder det fra Kalistat Lund, Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø.

Hans udtalelse kommer efter, at VVM-redegørelsen for anlæggelse og drift af en vej fra Sisimiut til Kangerluarsuk Tulleq onsdag blev godkendt af Naalakkersuisut. Der er desuden givet dispensation til, at vejen kan gå gennem vandspærrezonen ved Sisimiut.

Blåstemplingen betyder, at den sidste strækning af vejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq nu kan gennemføres.

Miljømæssigt forsvaligt

Godkendelsen og dispensationen gives til Qeqqata Kommunia, som er bygherre på projektet.

- VVM-godkendelsen og vandspærrezonedispensationen er et godt eksempel på, at erhvervsudvikling og beskyttelse af vores drikkevand og miljø kan gå hånd i hånd, siger Kalistat Lund.

VVM-godkendelsen og dispensationen for vandspærrezonen indeholder en række vilkår. Vilkårene skal sikre, at anlæggelse og drift af vejen kan ske på en miljømæssig forsvarlig måde, og at drikkevandsressourcen ved Sisimiut ikke forurenes.

Powered by Labrador CMS