Grønlandsudvalg efterlyser klarhed over bombe

Formanden for folketingets grønlandsudvalg, Lars-Emil Johansen, indkalder statsministeren til samråd om brintbomben ved Pituffik.

Lars-Emil Johansen og grønlandsudvalget ønsker flere oplysninger om den fjerde brintbombe ved Thule.

Antallet af påtrængende spørgsmål fra folketingsmedlem Lars-Emil Johansen (Siumut) er steget drastisk det seneste døgn. Han er formand for folketingets udvalg vedrørende grønlandske forhold.

Spørgsmålene drejer sig indholdet af flere hemmeligholdte dokumenter, som den britiske tv-station BBC fremlagde tirsdag, skriver politiken.dk.

BBC hævder, at USA ikke har fjernet en af i alt fire brintbomber, som et amerikansk fly tabte i januar 1968 ved et flystyrt nær Thulebasen.

Det efterlader flere spørgsmål end svar hos Lars-Emil Johansen. Dem vil han stille videre til statsministeren, når udvalget møder Anders Fogh Rasmussen (V) i samråd, som flere medlemmer af udvalget har indkaldt til.

- Det er forvirrende, at der så mange forskellige udmeldinger. Nogle siger, at der slet ikke er nogen bombe, og hvis der nogensinde har været det, er den fuldstændig pulveriseret og destrueret. Andre siger, at den formentlig stadig ligger på havbunden, og at den medfører forureningsfare. Det, vi trænger til, er fuld klarhed om sagen. Hvad er sandheden, og hvad er faktum, spørger Lars-Emil Johansen.

Medlem af grønlandsudvalget og grønlandsordfører hos Socialdemokraterne Mogens Jensen stiller samtidig spørgsmål til udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Han beder ministeren om at redegøre for, om »han vil tage kontakt til den amerikanske forsvarsminister med henblik på at få bekræftet oplysningerne«.

Desuden ønsker socialdemokraten svar på, om Per Stig Møller vil anmode det amerikanske forsvar om »at redegøre for sikkerhedsfaren ved, at brintbomben med uran og plutonium fortsat befinder sig i Thulefjorden«, og om at »sikre, at bomben eftersøges og fjernes«.

Fjerde bombe aldrig fundet

Brintbomberne på det B52-fly, der styrtede ved Thulebasen i 1968, var ikke armerede og eksploderede derfor ikke. Der var fire bomber ombord på flyet, men oprydningsholdet fandt aldrig rester efter bomben med serienummer 78252.

I en rapport fra Forskningscenter Risø i 2003 hedder det, at der fortsat kan påvises »plutonium fra kernevåben i det amerikanske B52-fly i havmiljøet og på landjorden«, skriver Politiken onsdag.

Powered by Labrador CMS