Grønlandske unge kan søge om gratis togkort til Europa

Projektet DiscoverEU giver 35.000 unge et gratis togkort til at udforske Europa en måned. Ansøgningsfristen er om otte dage og grønlandske unge kan være blandt de heldige, der kan rejse gratis gennem Europa til sommer.

EU-kommissionen vil øge de unges kendskab til landene i fællesskabet. Derfor udloves der hvert år 35.000 fribilletter til at rejse Europa tynd med tog i sommerferien.

Fakta

Deadline for ansøgning er den 29. marts klokken 08.00 grønlandsk tid. Ansøgere skal være født mellem den 1. juli 2004 og den 30. juni 2005,

Togkortet gælder til en rejse i Europa i op til 30 dage i perioden fra 15. juni 2023 til 30. september 2024.

Læs mere HER.

Grønland er en del af de såkaldte OLT-lande (oversøiske territorier og lande) derfor kan grønlandske unge også søge om et gratis togkort til en dannelsesrejse i Europa.

Et togkort der gælder en måned til ubegrænsede rejser i Europa koster omkring 4000 kroner hos DSB, hvis man skal købe det selv. De udvalgte deltagere modtager også et europæisk DiscoverEU-ungdomskort, som giver rabat på kulturelle besøg, læringsaktiviteter, sport, lokal transport, indkvartering, mad med mere.

Rabatter på overnatning, mad og oplevelser

Ud over at få unge til at lære mere om EU og de forskellige lande og kulturer i unionen så sættes der fokus på at øge bevidstheden om at gøre EU bæredygtigt. Der er også en DiscoverEU Culture Route som kombinerer forskellige destinationer og kulturelle grene, herunder arkitektur, musik, billedkunst, teater, mode, design osv.

Deltagerne får et rabatkort med mere end 40 000 rabatter på offentlig transport, kultur, indkvartering, mad, sport og andre ydelser i alle deltagende lande.

Siden 2018 har næsten 916 000 unge ansøgt om de 212 700 tilgængelige rejsekort: Ifølge de seneste resultater af rejseundersøgelse angav 72 % af ansøgerne, at det var første gang, at de rejste med tog ud af deres bopælsland. For mange af deltagerne var det også første gang, de rejste uden forældre eller ledsagende voksne, og flertallet svarede, at de var blevet mere selvstændige.

Kommissionen opfordrer til bæredygtige rejser med tog. Der er imidlertid særlige foranstaltninger for unge fra regionerne i den yderste periferi, oversøiske lande og territorier, fjerntliggende områder samt øer, skriver kommissionen på sin hjemmeside.

Powered by Labrador CMS