Grønlandske super-kartofler
Der dyrkes supersunde kartofler i Grønland, kartofler der er bedre end de udenlandske kartofler. Det har vagt forskernes nysgerrighed og kartoflerne bliver nu undersøgt.
Vi har nogle supersunde kartofler i Grønland. Foto: Polfoto/Kåre Viemose
Der er et eller andet ved det grønlandske jord der forhindrer svampesygdomme som skimmelsvamp i at angribe og ødelægge de grønlandske kartofler, og det er noget der skal undersøges af danske forskere, det skriver Politiken Søndag.
I Danmark og de fleste andre lande kæmper kartoffeldyrkere med svampeangreb, som æder spirerne, bremser den nye kartoffels vækst eller forringer dens kvalitet. Forskere har i årevis forsøgt at afdække den uforklarlige mekanisme, og nu begynder arbejdet at give resultater.
– Vi har konstateret, at der er skimmelsvamp til stede i Grønlands jord af samme slags som i Danmark. Samtidig har vi fundet bakterier, der ikke findes i de danske jorder, og som synes at være særligt tilpasset grønlandske klimaforhold, og som i laboratoriet har vist sig at udskille stoffer, der hæmmer skimmelsvamp. Men vi ved endnu ikke præcis, hvilke stoffer i bakterierne der hæmmer svampene. Det kan også være kulden, som hæmmer væksten. Eller en kombination af de to ting, det arbejder vi på at afgøre, siger mikrobiolog Peter Stougaard til Politiken.
Peter Stougaard er lektor ved Institut for Jordbrug og Økologi ved Københavns Universitet.
–Hvis vi kan identificere en bakterie, som er god til at hæmme væksten af skadelige svampe under lave temperaturer, så kan det åbne op for, at vi bruger den til at beskytte kartofler, der dyrkes i andre kolde egne, hvor den ikke findes, for eksempel i Alaska, som plages af svamp. Det kan ske ved, at læggekartofler behandles med bakterien, før de lægges i jorden, siger Peter Stougaard til Politiken.