bronzemedaljen hjemme!

Grønlandske sejrs-interviews efter håndbold-DM

Efter den medrivende bronzemedaljekamp i Kolding talte Sermitsiaq.AG med GOG-spillerne

Bronzemedaljerne gjorde godt. Fra venste Akutaaneq Kreutzmann med Jakob Larsens Atlas, derefter Jakob Larsen med Elliot og Minik Dahl Høegh med Casper Nanok
Offentliggjort

Bronzemedaljerne og dermed deltagelse i europæisk håndbold i næste sæson er kulminationen på en meget stor GOG-sæson.

GOG har mange gange i sæsonen spillet for fulde huse foran et af Danmarks bedste publikum hjemme i GOG Arena. Målsætningen var deltagelse i slutspillet.

Det lykkedes.

Læs: Se billeder: Stor glæde efter bronze til GOG

Selv om klubben begyndte slutspillet, som nummer fire og sidst i gruppen, kom GOG efter seks medrivende kampe uden nederlag videre til semifinalen. Her var grundspillets nummer et Team Tvis en for stor mundfuld. Team Tvis Holstebro kom sammen med vinderen fra den anden semifinale Bjerringbro-Silkeborg i finalen. De to semifinaletabere GOG og KIF Kolding København kæmpede om bronzemedaljerne og de blev som bekendt GOGs.

Den grønlandske æra i GOG
Hverken Akutaaneq Kreutzmann eller Minik Dahl Høegh er at finde i GOG i næste sæson. Akutaaneq Kreutzmann skal til Ribe Esbjerg HH og Minik Dahl Høegh skal til Århus Håndbold. Der er flere GOG spillere, der rejser, så træner Jakob Larsen får travlt fra sæsonstart med at få flere nye spillere integreret på holdet.

Tidligere har de grønlandske landsholdsspillere Peter Sikemsen, Jakob Larsen og Rasmus Larsen repræsenteret GOG.

Minik Dahl Høegh og Akutaaneq Kreutzmann er således navne nummer fire og fem, der kan tilføjes planchen, der hænger ved indgangn til GOG Arena, med navne på GOGs landsholdsspillere gennem tiderne.

Akutaaneq Kreutzmann
I en samtale med Sermitsiaq.AG lægger Akutaaneq Kreutzmann ikke skjul på, at han er rigtig glad for sin medalje.

- Helt ærligt, så havde jeg ikke regnet med det. Kun drømt og håbet. Og så lige pludselig, står jeg med den om halsen. Det er en utrolig afslutning på en lang sæson.

Efter den allersidste optræden for GOG i en pokalkamp på onsdag, rejser Akutaaneq Kreutzmann med landsholdet til Argentina for at spille De Panamerikanske Mesterskaber. Derefter står det på en tiltrængt ferie hjemme i Grønland, inden opstarten til den nye sæson går i gang.

Minik Dahl Høegh
Til Fyens Stiftstidende sagde Minik Dahl Høegh i går:

- Det er rigtig, rigtig fedt at slutte af på den her måde. Det eneste, der kunne opveje semifinale-nederlaget, var en bronzemedalje.

- At vi så samtidig får den, ved at slå KIF Kolding København gør det endnu mere særligt.

Minik Dahl Høegh allersidste optræden for GOG i hvert fald i denne omgang bliver også pokalkampen på lørdag. Herefter står det også for hans vedkommende Argentina på billetten. Afgang 8. juni til Buenos Aires for at deltage i De Pamamerkanske Mesterskaber.

Jakob Larsen
- Bronzemedaljerne betyder meget, siger Jakob Larsen til Sermitsiaq.AG.

- Alle er enige om, at vi har spillet en meget flot sæson. Der bliver noget at leve op til. Vi skal nu ud i Europa og spille. Der bliver igen internationale kampe i GOG Arena. Vi skal sandsynligvis spille kvalifikation til EHF Cup. Muligvis får vi et wildcard til Champions League.

- Nu skal vi på onsdag 1. juni kl. 19.00 i pokalturneringens 6. runde gøre denne sæsons arbejde færdigt. Vi skal til Hellerup ved København og spille mod HIK fra 1. division.

Læs: Se billeder: Stor glæde efter bronze til GOG

Powered by Labrador CMS