Den grønlandske polarulv er sin egen

Det har været diskuteret, om den grønlandske polarulven fandtes som selvstændig bestand. Nyt studie slår fast, at den findes.

Polarulven findes på Grønland som en sjælden og selvstændig bestand.

Det slår et nyt studie fast, som er foretaget af Grønlands Naturinstitut og Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Studiet konkluderer, at der eksisterer en lille og meget isoleret bestand af polarulve, fortæller forsker Mikkel Sinding fra Grønlands Naturinstitut.

- I cirka 100 år har folk inden for ulveverdenen diskuteret, om der var noget særligt ved dem, eller om det var nogle ulve, som strejfede ind fra Amerika.

- Ved at bruge fulde genomer kan vi nu se, at der er en meget skarp struktur af de ulvegrupper, der findes i Nordamerikansk Arktis, siger han.

I studiet er polarulvens fulde genom kortlagt, og når det sammenlignes med andre ulve i Nordamerika skiller det sig ud. Dermed er den grønlandske polarulv helt sin egen.

- På Ellesmere Island, der er en ø i det allernordligste Canada, og i Grønland har vi en helt speciel ulvegruppe, der kun findes der.

- Den er tydelig anderledes end alle de andre grupper. Det er en ulvetype, som hænger sammen over det her område. Det er det, som vi slår fuldstændig fast nu, siger Mikkel Sinding.

Forskeren fortæller, at der stadig står spørgsmål tilbage om polarulven. For studiet har ikke fundet ud af, om der er egenskaber, der adskiller polarulven fra de andre arktiske ulve.

- Vi spekulerer på, om de måske har en anden niche. Måske jager de nogle andre dyr. Det kan være, at de er tilpasset moskusokser, mens de andre er tilpasset rensdyr.

- Det ved vi ikke. Men der ligger et mysterium og venter på at blive opklaret, siger Mikkel Sinding.

Powered by Labrador CMS