Grønlandske penge i Haiti

Spande, drikkevandsbeholdere, myggenet, pressenninger og sundhedsudstyr er pengene brugt til, oplyser Dansk Røde Kors.

Indbyggerne i Grønland samlede 1,6 millioner kroner til genopretning af Haiti efter jordskælvet. Dansk Røde Kors er nu kommet med en beretning om hvad pengene er brugt til. Foto: Polfoto/AP.
Offentliggjort

Der har været mange spørgsmål til Kalaallit Røde Korsiat om hvad de indsamlede 1,6 millioner kroner egentlig er gået til, og om man nu kan regne med at pengene ikke går i de forkerte lommer. Danmark, Grønland og Færøerne har givet omkring 35 millioner kroner til arbejdet med at redde de mange overlevende fra jordskælvet. Til sammenligning indsamlede Danmark gennemsnitlig 5 kroner pr. indbygger, mens indsamlingen i Grønland beløb sig til cirka 27 kroner pr. indbygger.

- En del af pengene er blandt andet gået til at indkøbe 4.000 spande, 6.000 drikkevandsbeholdere, 10.000 myggenet, 5.000 presenninger og basalt sundhedsudstyr så som plaster, gaze og hovedpinepiller til 10.000 mennesker i tre måneder, 3.000 køkkensæt og til at sende 35 hjælpearbejdere af sted til den jordskælvsramte ø. Derudover har Dansk Røde Kors opstillet en stor teltlejr, hvor hjælpearbejdere fra hele verden sover og spiser. Ofte arbejder hjælpearbejderne op til 16 timer i døgnet under vanskelige forhold, derfor er det vigtigt, de har et sted, hvor de kan komme og slappe af, så de kan yde deres bedste, skriver Dansk Røde Kors i en pressemeddelelse.

Dansk Røde Kors' hjælpearbejde i Haiti er en del af Internationalt Røde Kors' samlede indsats, og mere end 900 Røde Kors udsendte fra 60 forskellige lande og 10.000 frivillige fra Haiti Røde Kors har til dags dato været i gang med hjælpearbejdet. Røde Kors-selskaber over hele verden har til sammen indsamlet 4,7 milliarder kroner til blandt andet midlertidige boliger, medicin, hospitalstjenester, mad og psykosocial støtte.

Powered by Labrador CMS