Grønlandske musikvideoer tilbage på YouTube

I begyndelsen af august har det i Danmark ikke været muligt at se danske og grønlandske musikskaberes videoer på YouTube. Men nu er det igen muligt at se musik på tjenesten, og det er folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S) glad for.

Arkivfoto

Dansk og grønlandsk musik er tilbage på Googles videostreamingtjeneste Youtube.

Musikrettighedsorganisationen Koda oplyste nemlig torsdag, at en ny fælles-nordisk aftale om afspilning af musikvideoer på YouTube er indgået.

Og det glæder Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut i Folketinget, som tilbage i august deltog på et møde med den danske kulturminister og Google, der ejer YouTube.

Løsning fundet

- Jeg er glad for, at der er kommet en løsning, som også kommer grønlandske musikere og musikskabere til gode, siger folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam i en pressemeddelelse.

Youtube har været uden dansk musikindhold siden 1. august, hvor den tidligere rettighedsaftale udløb.

Den nye aftale dækker både Youtube annoncebaserede univers og abonnementstjenesten Youtube Premium.

Skal mødes med minister

Koda varetager rettigheder for både danske og grønlandske musikere og komponister, og mødet mellem kulturministeren, Joy Mogensen, og øvrige medlemmer af det danske kulturudvalg havde blandt andet til formål at udspørge Google om deres forretningsmetoder.

- Nu ser jeg frem til på et kommende møde med kulturministeren, regeringspartiet og øvrige parlamentarikere at diskutere, om en eventuelt kommende afgift rettet mod streamingtjenester også kan komme grønlandske musikkunstere til gode i en kommende revidering af medieforliget, lyder det fra Aki-Matilda Høegh-Dam.

Powered by Labrador CMS