Det Grønlandske Hus i Aalborg får ny direktør

Bo Albrechtsen bliver ny direktør efter Søren Stach Nielsen

Bo Albrechtsen tiltræder 1. september som direktør for Det Grønlandske Hus i Aalborg, skriver huset i en pressemeddelelse.

Han kommer fra en stilling som souschef på NKA Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Han er uddannet eskimolog fra Københavns Universitet og har arbejdet indenfor turisme, undervisning, forskning og kulturformidling.

Bo Albrechtsen er 49 år, født og opvokset i Danmark men har boet og arbejdet de sidste 23 år i Grønland.

- Vi kan med glæde byde Bo velkommen og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet. Han kommer med de helt rette faglige og ledelsesmæssige kompetencer til at bringe Det Grønlandske Hus i Aalborg videre i udviklingen, hedder det i pressemeddelelsen.

- Jeg flytter nu til Aalborg med min familie og ser frem til at sætte mig ind i alle de opgaver og funktioner, der knytter sig til Det Grønlandske Hus i Aalborg, skriver den kommende direktør.

- Jeg glæder mig til at kunne medvirke til, at Grønland fortsat kan have et vindue i Nordjylland, hvori interesserede kan se og høre om nutidens Grønland.

- Min vision for DGH Aalborg handler blandt andet om, i samarbejde med husets medarbejdere og bestyrelse, at kunne udvikle huset så det fortsat vil være en interessant samarbejdspartner for det nordjyske erhvervsliv. Her tænker jeg både på erhvervsinteresser og uddannelsesmuligheder for grønlandske studerende.

- En anden del af visionen handler om, at huset fremover skal kunne rumme og handle på de muligheder og udfordringer, som den grønlandske del af befolkningen i Nordjylland møder.

- Endelig ser jeg et behov i den danske folkeskole for relevant og opdateret information om nutidens Grønland.

Bo Albrechtsen tiltræder i stillingen som direktør for Det Grønlandske Hus i Aalborg efter Søren Stach Nielsen.

Powered by Labrador CMS