Grønlandske fiskere tjener mindre på krabber

KNAPK mener, at indhandlingspriserne på krabber er alt for lave i Grønland sammenlignet med andre lande, men Royal Greenland mener det er naturligt i et mindre marked og genkender ikke KNAPK´s tal.

Der skal skrues op for indhandlingsprisen for snekrabber, mener fisker- og fangerorganisationen KNAPK.

Ifølge organisationen får indenskærsfiskere ikke nok gevinst ud af de snekrabber, som de indhandler. KNAPK har fået lavet en analyse af indhandlingspriser i Grønland, Canada og Norge, og ifølge KNAPK halter priser i Grønland efter.

- Generelt har priserne ligget nogenlunde ens i de tre lande, men i Canada og Norge er priserne siden 2015 steget kontinuerligt afbrudt af et prisfald i 2020 pga. Covid-19, skriver KNAPK.

- Fiskerne er de store tabere

- Undersøgelsen viser, at vores fiskere er de store tabere. Det må der ændres på. Nu er tiden inde til at forbedre priserne på torsk, krabber, hellefisk og rejer, lyder det fra formand i KNAPK, Nikkulaat Jeremiassen.

Ifølge KNAPK´s undersøgelse er indhandlingsprisen på krabber op til dobbelt så høj i Norge og næsten tre gang så høj i Canada.

Hos Royal Greenland har man svært ved at genkende de præcise tal i KNAPK's undersøgelse, men selskabet anerkender, at priserne er højere i de to andre lande.

Man bør dog huske på, at Royal Greenland er underlagt forpligtelser, der påvirker indhandlingspriserne her i landet, siger selskabets group production director, Lars Nielsen.

RG: Kan ikke udnytte stordriftsfordele

Han udtaler i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG, at det er naturligt, at der ikke er ens indhandlingspriser mellem de forskellige lande, ligesom der er meget forskellige priser på alt muligt andet. Forholdene er ikke ens i landene - heller ikke for selskaberne, understreger Lars Nielsen:

- Royal Greenland driver 37 fabrikker i Grønland, med svære interne logistikforhold og høje driftsomkostninger. Det giver et meget højt serviceniveau til de kystnære fiskere, de kan i langt de fleste tilfælde indhandle på en fabrik tæt på hvor de enten bor eller fisker.

- I modsætning til f.eks Canada kan vi ikke flytte råvarerne rundt mellem anlæg for at opnå stordrift fordele, men råvaren skal forarbejdes på det sted den indhandles. Det er i sagens natur på alle måder mindre effektivt og meget dyrere, end hvis man kan samle råvarerne på få enheder og have høj og effektiv drift på få lokationer, som tilfældet er bl.a i Canada, udtaler Lars Nielsen.

Ifølge Lars Nielsen forsøger Royal Greenland, at balancere en række hensyn, når indhandlingspriserne fastsættes.

- I de få tilfælde vi har aftaler med KNAPK, overholder vi selvfølgelig dem, men i de fleste tilfælde har vi ikke aftaler, men en dynamisk prissætning, skriver direktøren.

Powered by Labrador CMS