triathlon

Grønlandsk triatlet til DM

Kun en uge efter Jens Bjerges ironmanindsats i København, der sikrede ham en plads til VM på Hawaii, var en grønlandsk triatlet igen i aktion

Christian Keldsen fotograferet ved Island Games

Denne gang gjaldt det de Danske Mesterskaber (DM) på sprintdistancen (750 meter svømning, 20 kilometer cykling og fem kilometer løb) i Holbæk, hvor Christian Keldsen fra Nuuk deltog. Han opnåede en samlet sjetteplads og en andenplads i hans egen aldersgruppe (40-44 år).

DM i sprint afvikles som fem afdelinger fordelt over sommeren, hvor Christian Keldsen udelukkende kørte den sidste, så han opnår ingen samlet placering i DM-regi.

Skadet
Christian Keldsen fortæller kort, at han har været skadet og stort set ikke har løbet i år, så det var meningen, at han skulle løbe de afsluttende fem kilometer i stille tempo.

- Men jeg havde ført i feltet under hele svømmeturen og cykelturen, så jeg kunne ikke lade være med at løbe igennem. De skulle ikke bare have sejren forærende! Trods en tid på under 20 minutter var løbet ikke på mit 2014-niveau, og derfor tabte jeg nogle placeringer. Men jeg er alt i alt glad for resultatet og ikke mindst for de gode resultater de grønlandske triathleter formår at levere, fremhæver Christian Keldsen.

Læs også: Jens Bjerge slår rekord og kvalificerer til VM

Powered by Labrador CMS