Grønlandsk drikkemiljø i DK er ikke udelukkende meningsløst og destruktivt

Forskning viser, at det grønlandske drikkemiljø i Danmark ikke kun er meningsløst og destruktivt. Det er også et alternativt hjælpesystem, forklarer antropolog.

Det grønlandske drikkemiljø i Danmark er langt mere nuanceret end som så, forklarer Bagga Bjerge.

Hvordan oplever man det, at være udsat grønlænder i Danmark, og hvad driver mennesker ind i drikkemiljøer?

Det har antropolog og lektor Bagga Bjerge sammen med kollegerne Maj Nygaard-Christensen og Siri Mørch Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet forsøgt at blive klogere på gennem et større projekt.

På den baggrund har de blandt andet skrevet artiklen: Alkohol og grønlandske udsatte miljøer i Danmark. Deres forskning viser, at selvom druk selvsagt er skadelig og medfører en række negative konsekvenser, så er drikkemiljøet ikke udelukkende destruktivt og meningsløst.

- Det giver ret god mening for folk at komme i dem, fordi man kan blive en del af et sprogligt fællesskab. De har en historie og måske en kulturel baggrund, som matcher hinanden, siger Bagga Bjerge til Sermitsiaq.AG

Et alternativt hjælpesystem

Det skaber ifølge hende et frirum, hvor udsatte grønlændere i Danmark kan føle sig hjemme i et land, hvor de ikke nødvendigvis føler sig trygge, og hvor de måske ikke kender så meget til, hvordan man skal tilgå systemerne.

- Drikkefælleskaber for de udsatte borgere fungerer nogle gange som et alternativt hjælpesystem, siger hun og tilføjer:

- Hvis man mangler et sted at sove, kan man spørge sine venner i drikkemiljøet, om man kan få lov til at låne en sofa. Men det kan også være her, at man kan få viden om, hvor man skal gå hen, hvis man skal have ordnet noget i systemet.

Der er mange forskellige facetter, hvor det bliver et netværk og et hjælpesystem, som fungerer lidt på sine egne præmisser, forklarer Bagga Bjerge.

Mere nuanceret end som så

På spørgsmålet om, hvorvidt det er overraskende, svarer hun nej. Men, tilføjer hun:

- Inden for forskningen har man utrolig meget vægt på det meget negative og destruktive, som også er en del af det. Men det er mere nuanceret end som så. Tager man nogle andre briller på, som vi har gjort, så viser det faktisk, at drikkemiljøet også har nogle gode kvaliteter for den enkelte.

Bagga Bjerre mener, at det er noget, der bliver talt alt for lidt om.

Hun og hendes kolleger håber, at deres forskning vil være med til at gøre op med den stereotyp, der er om de meget fulde grønlændere. Ved at nuancere billedet og sætte fokus på, hvad det er for nogle personer, hvorfor de kommer i drikkemiljøet, og hvad de får ud af det, kan det bane vej for andre muligheder.

- Det kunne være fedt, hvis der kunne opstå nye miljøer andre steder, hvor flere grønlændere kunne finde sig tilpas.

Powered by Labrador CMS