Grønlandsk dokumentar skal åbne international filmfestival
Dokumentarfilmen ”Kampen om Grønland”, der handler om grønlandske unges mening om selvstændighed, skal åbne dokumentarfestival i København den 17. marts.
Det er 17. gang, at en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, CPH:DOX, skal afvikles. Og denne gang er de markante stemmer fra Grønlands unge generation, der skal kickstarte festivalen den 17. marts.
CPH:DOX 2020 vil byde på 12 tætpakkede dage med dokumentarfilm, debatter, koncerter og kunstudstillinger. Og også åbningsfilmen ”Kampen om Grønland” vil blive debatteret dagen efter premieren af Siumuts folketingsmedlem, Aki-Matilda Høegh-Dam, folketingsmedlem, Søren Espersen, medlem i Inatsisartut Tillie Martinussen, der også medvirker i dokumentarfilmen samt aktivisten og selvstændighedsforkæmperen Paninnguaq Heilmann.
Højaktuelt emne
Filmen rammer ned i en vigtig og højaktuel debat om Grønlands ret til selvstændighed, rigsfællesskabets fremtid og de markante geopolitiske interesser i Arktis – fortalt af den nye, unge generation af grønlændere, lyder forklaringen af udtagelsen af dokumentaren som åbningsfilm i en pressemeddelelse fra CPH:DOX.
- Det er ikke mere end et halvt år siden, at den amerikanske præsident udviste en ret kontant interesse i Grønland. Den offentlige opmærksomhed omkring Grønland eksploderede - ikke bare herhjemme men i hele verden. "Grønland er ikke til salg" blev der sagt, men bag det utvetydige svar, ligger en politisk virkelighed, der tager behovet for at være herre i eget hus til et helt andet niveau. Over 60% af grønlænderne siger i dag, at de ønsker løsrivelse fra Rigsfællesskabet. Grønland er ikke bare storpolitisk interessant, Grønland bevæger sig - og en ny generation har grebet mikrofonen, siger festivaldirektør Tine Fischer om filmen og tilføjer:
- CPH:DOX åbner i år med en helt ny og ufattelig aktuel film fra orkanens øje. En klog og kompleks film, der ikke bare giver indsigt, men også det menneskelige nærvær, der skal til for at forstå behovet for frihed men også den lange historiske forbundethed til Rigsfællesskabet. Vi kunne ikke have ønsket os en vigtigere åbningsfilm.
Dokumentarfilmen
I filmen bliver flere spørgsmål om Grønlands ret til selvstændighed berørt. Hvordan skal landets fremtid se ud? Skal Grønland løsrive sig fra Danmark eller styrke båndene til den gamle kolonimagt?
Gennem fire yngre, stærke og dynamiske grønlændere, som er dybt uenige om vejen frem, men som på hver deres måde kæmper for at skabe et bedre Grønland, får man et indblik i debatten om Grønland og rigsfællesskabet, sproget og identiteten, hedder det i foromtalen.
Gallapremiere i Nuuk
Dokumentarfilmen, der er instrueret af Kenneth Sorento, der adskillige gange har været i Grønland og Arktis, vil blive vist i Katuaq i Nuuk et par dage før. Gallapremieren er den 13. marts, hvor de fire medvirkende samt instruktøren også vil være i Katuaq.
Filmen er udtaget til festivalens hovedkonkurrence DOX:AWARD og kan opleves til flere visninger under CPH:DOX 2020.