Ironman Copenhagen

Grønlandsk deltager i Ironman

Jens Bjerge deltager ved Ironman på søndag i København. Der vil han forsøge at slå sin egen personlige rekord

Jens Bjerge ved sommerens Island Games på Jersey
Offentliggjort

Der venter en stor udfordring for den 50-årige Jens Bjerge fra Nuuk.

For han deltager i Ironman i København på søndag. Det gælder om at svømme i 3,8 kilometer, 180 kilometers cykling samt et maratonløb.

- Jeg er her for at slå min egen personlige rekord. Min rekord er på 10 timer og tre minutter, og jeg vil forsøge at gennemføre løbet på under 10 timer, siger Jens Bjerge til Sermitsiaq.AG.

Hård træning
Det vil være hans syvende Ironman på søndag, og Jens Bjerge peger på, at han aldrig har trænet hårdere.

- Stig Brahe Sørensen har rådgivet mig i det seneste år, hvor al min træning har været skemalagt. Jeg har ikke trænet på den måde tidligere, og på grund af min alder er det vist sidste chance for at slå min personlige rekord, fortæller Jens Bjerge.

Men han ved dog, at det kan gå galt på et splitsekund. For enten kan han punktere eller styrte under cykelløbet. Dog ser han ingen andre udveje end at fuldføre løbet.

- Det er nok sidste gang jeg træner på denne måde, men hvis nu uheldet sker, vil jeg stadig være opsat på at slå min personlige rekord. For der er ikke en bedre følelse af at fuldføre Ironman, siger Jens Bjerge, der har sagt til sig selv, at han vil fuldføre ti Ironman-løb i sin karriere.

Han var med under sommerens Island Games, der foregik på Jersey. Der fik han 34. plads. Og tidligere på måneden deltog han også ved et triatlon-løb i Aabenraa, hvor han blev nummer ti, mens han vandt i sin aldersgruppe.

Powered by Labrador CMS