Grønlandshuset i Paris er flyttet

Det grønlandske hus er flyttet til nye og større lokaler tæt på Louvre-museet.

Rasmus Lyberth besøgte det nye Grønlandshus i Paris. Her ses han sammen med husets leder Jean-Luc Albouy. Foto: Damien Degeorges

Grønlandshuset - Maison du Groenland - som blev oprettet midt i Paris af det franske rejsebureau »Grand Nord Grand Large« i 2003 er flyttet »nordpå« til Opéra-området i byernes by, ikke så langt fra det verdensberømte museum Louvre.

Lokalet er større end det forrige, som mange grønlændere har besøgt i de seneste år.

Sangeren Rasmus Lyberth, som holdt koncert i Paris tidligere på måneden, blev den første grønlænder der besøgte det nye hus. Allerede på tirsdag indvider Grønlandshuset en ny udstilling om Arktis og Antarktis.

Grønlandshuset - Maison du Groenland - ligger nu på Rue de Richelieu 75 i det 2. arrondissement i Paris.

Powered by Labrador CMS