Grønlandsbanken tjener flere penge

Grønlandsbanken har tjent flere penge i 2020 end først estimeret og opjusterer derfor forventningerne til årsresultatet.

Der er godt nyt til aktionærerne i Grønlandsbanken.

I en fondsbørsmeddelelse, udsendt onsdag, oplyser Grønlandsbanken, at den hæver sine forventninger til årsresultatet før skat fra et interval mellem 110-125 mio. kr. til intervallet 128-131 mio. kr.

Hvordan det endelige resultat bliver, kan banken først oplyse, når årsrapporten offentliggøres den 1. marts. Banken har herefter generalforsamling den 24. marts.

Bankdirektør Martin.Kviesgaard ønsker ikke over for Sermitsiaq.AG at uddybe, hvad forklaringen på det forbedrede resultat skyldes og henviser alene til den kortfattede fondsbørsmeddelelse.

Finansielle markeder

Det vil imidlertid ikke overraske, hvis en stor del af de øgede indtægter i 2020 skyldes en langt bedre forrentning af sine penge på de finansielle markeder.

Aktiemarkederne fik i marts 2020 et alvorligt knæk, da corona-smitten udviklede sig til en pandemi, men senere på året rettede kurserne og endte typisk langt bedre end ved årets begyndelse.

BankNordik er en af de banker, der henviser til øgede finansielle indtægter, da den for nylig meddelte, at man kunne opjustere sine forventninger til årsresultatet.

Powered by Labrador CMS