Grønlandsbanken runder milepæl

Bankens egenkapital runder en milliard kroner for første gang nogensinde

Landets største bank, Grønlandsbanken, runder en milliard kroner i egenkapital.

- Det er en milepæl, at Grønlandsbankens egenkapital for første gang runder en milliard kroner. Det er vigtigt at Grønlandsbanken er en solid bank, der har egenkapital til at kunne låne penge ud i Grønland og samtidig kunne leve op til de krav der kommer til bankers kapital i de kommende år, siger bankdirektør Martin Kviesgaard i en pressemeddelelse.

Overskud i det første halve år

Det meddeles således, at banken har leveret et overskud på 69,4 millioner kroner i første halvår af 2019 mod 68,7 millioner kroner i første halvår af 2018.

Resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger udgør 71,6 millioner kroner mod 75,7 millioner kroner året før. Resultatet betegnes som 'tilfredsstillende'.

- Vores medarbejdere har haft forrygende travlt og så er det en stor stigning, både når vi sammenligner med andre år og også med vores konkurrenter. Udlånet er steget blandt andet fordi der er stigende byggeaktivitet, men ellers er det ret bredt funderet på både erhvervs- og privatområdet og både i Nuuk og i kystbyerne. Vi fastholder en meget høj markedsandel og har i det hele taget haft gang i mange projekter sammen med kunderne, siger bankdirektøren.

Udlånet er steget betydeligt med 325 millioner kroner i første halvår, hvor de samlede udlån udgør 3,8 milliarder kroner ved udgangen af juni måned. Det er en stigning på 9,4 procent på seks måneder.

Forventning om trecifret millionoverskud

Indtægterne stiger som følge af de stigende udlån, men der er også stigning i omkostninger og afskrivninger på 9,1 procent.

- Der er travlt i forretningen og det er årsagen til, at der er investeret i flere medarbejdere. Vi ser en spændende fremtid med gode udviklingsmuligheder i det grønlandske samfund og det prøver vi at forberede os på, forklarer Martin Kviesgaard.

Øvrige omkostninger viser en stigning i særligt it-omkostninger, primært som følge af stigende lovkrav til banker. I regnskabet udviser posten kursreguleringer af værdipapirer et plus på 2,6 millioner kroner, mens banken har færre tab og nedskrivninger på lån til kunderne. Halvårets nedskrivninger udgør 4,8 millioner kroner mod 6,7 millioner kroner året før.

For hele året forventer Grønlandsbanken fortsat et resultat før skat i niveauet 130-150 millioner kroner mod 140 millioner kroner i 2018.

Powered by Labrador CMS