Grønlands top kaldes korrupt i smaragdjagt

Kuupik Kleist og Ove Karl Berthelsen er involveret i jagten på smaragder gennem familiemedlemmer i mineselskaber, som får rettigheder af regeringen.

Formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist og medlem af naalakkersuisut for råstoffer, Ove Karl Berthelsen, beskyldes for korruption af medlem af inatsisartut, Aleqa Hammond, Siumut. Foto: Leiff Josefsen

Formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist og medlem af naalakkersuisut for råstoffer, Ove Karl Berthelsen, har familiemedlemmer i toppen af et mineselskab, som har fået tilladelse af regeringen til at lede efter smaragder.

Lederen af det største oppositionsparti Siumut, Aleqa Hammond, taler om korruption.

- Jeg spørger, om det ikke svarer til kammerateri og korruption, som de selv har sagt i medierne, at de ville lave om på, siger Aleqa Hammond til Ritzau.

- Jeg efterlyser politisk og moralsk ansvarlighed, siger hun og kræver alle økonomiske interessekonflikter lagt frem.

Sagen handler om det private mineselskab Greengems Aps. Aviâja Vandersee er bestyrelsesformand for selskabet og samlever med regeringschef Kuupik Kleist fra det venstreorienterede regeringsparti Inuit Ataqatigiit (IA), som kom til magten i 2009. Aviâja Vandersee er også overassistent på selvstyrets afgiftskontor.

Grethe Kramer Berthelsen er direktør i samme selskab og gift med landsstyremedlem (minister, red.) for råstoffer Ove Karl Berthelsen (IA).

De to kvinder trådte ind i bestyrelsen i oktober 2009 og afløste deres mænd, efter at IA havde vundet regeringsmagten.

Det socialdemokratiske Siumut, vil rejse sagen i revisionsudvalget i det grønlandske parlament, Inatsisartut (landstinget), for at få alle papirer frem.

Siumut-formand Aleqa Hammond mener også, at der kan være kritisable interessekonflikter i det australske mineselskab Rimbal Pty Ltd og datterselskabet Tanbreez Mine.

Siumut har siddet i alle regeringer i Grønland indtil valgnederlaget sidste år. Folketingsmedlem Lars-Emil Johansen, som er tidligere regeringschef og forhenværende formand for Siumut sidder også i toppen for et mineselskab. Han er formand for Greenland Minerals and Energy A/S. Selskabet koncentrerer sig Kvanefjeld i Sydgrønland, hvor der findes uran og zinc.

Den nuværende partiformand for Siumut, Aleqa Hammond, forsvarer Lars-Emil Johansens post og fremhæver, at han ikke længere er medlem af det grønlandske parlament, som giver de nødvendige tilladelser til efterforskning efter råstoffer.

Det var lørdag ikke muligt at få kontakt med regeringschef Kuupik Kleist, men i juli sagde han til Ritzau:

- I de offentligt ejede selskaber har vi skiftet stort set alle politisk udpegede repræsentanter ud. Det er sundt med et armslængdeprincip i forhold til at være politisk aktiv og folkevalgt og så det at være forretningsmand, sagde regeringschefen.

Powered by Labrador CMS