turisme

Grønlands Rejsebureau køber Ulu Travel

Den 1. november overtager Grønlands Rejsebureau Ulu Travel i Qaqortoq

Qaqortoq bliver i dag betjent med Bell 212-helikoptere

Den 1. november overtager Grønlands Rejsebureau, der er en del af Air Greenland-koncernen, Ulu Travel i Qaqortoq.

Dermed er ønsket om at være fysisk til stede i alle landets fire kommuner gået i opfyldelse, oplyser rejsebureauet i en pressemeddelelse.

Grønlands Rejsebureau har i dag kontorer i Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Aalborg og København.

Naturlig ekspansion
-
Grønlands Rejsebureau er nu til stede i alle fire kommuner i Grønland. Vi er fysisk landsdækkende og til stede i de fire største byer i Grønland. Overtagelsen af Ulu Travel en naturlig del af Grønlands Rejsebureaus ekspansionsplaner ,og vi har længe set på mulighederne for også at være til stede i Kommune Kujalleq og udvide netværket til også at omfatte Sydgrønland, oplyser Peter Bastrup, administrerende direktør i Grønlands Rejsebureau.

Solid forretning
Siden 2010 har Najârak’ Skifte Møller drevet Ulu Travel i Qaqortoq. Najârak’ har opdyrket en god forretning med et godt netværk og gode forbindelser i Kommune Kujalleq.

- Jeg har i et stykke tid gået med tanken om, at det ville være en fordel at være en del af et større foretagende, så derfor har det været oplagt at lade forretningen indgå i Grønlands Rejsebureau, siger Najârak’ Skifte Møller.

Fortsætter
Najârak’ Skifte Møller bliver pr. 1. november ansat i Grønlands Rejsebureau og fortsætter som hidtil med at servicere de sydgrønlandske kunder. Der vil i perioder og specielt over sommeren også være praktikanter på kontoret i Qaqortoq fra de lokale turismeuddannelser på Campus Kujalleq.

Over 30 ansatte
Grønlands Rejsebureau har nu 31 ansatte og to elever. Rejsebureauet fokuserer på to aktivitetsområder: I Grønland fokuserer selskabet på erhvervs- og privatrejser, mens fokus i Danmark er dobbelt med både erhvervs- og privatrejser og turismeprodukter.

Powered by Labrador CMS