Grønlands Nationalteater: Stående bifald ved international festival

Tre skuespillere fra Grønlands Nationalteater optrådte ved en international teaterfestival i Italien

Tre skuespillere fra Grønlands Nationalteater ramte åbenbart plet, da de optrådte ved den internationale teaterfestival FLIPT i Fara in Sabina i Italien.

- Det gik skidegodt – vi fik stående bifald og nu har alle lyst til at komme til Grønland. Der er stor interesse, siger Hans-Henrik Poulsen, der er den ene af de tre skuespillere.

De andre to er Klaus Geisler og Majbritt Bech. De optrådte med en smagsprøve på Grønland igennem en præsentation af sprog og nationaldragter, trommedans, sange, maskedans og strubesang. Der blev ligeledes fortalt om frænderne i Canada, Alaska og Rusland.

- Som sagt gik det ud over alle forventninger med vores show og alle de tilbagemeldinger vi har fået har været positive – selv efter flere dage er der folk, som bliver ved med at komme med gode kommentarer og anmodninger om flere oplysninger om Grønland og også vores personlige forhold til og om Grønland, siger Klaus Geisler.

Skuespillerne har haft tre dages workshop, som blev afsluttet med forestillingen.

- Det er sjovt og lærerigt at være her, siger Hans-Henrik Poulsen.

- Festivalen giver en enestående mulighed for at fordybe sig i forskellige grene af skuespillerkunsten. Der er workshops hver dag på festivalen, så skuespillerne er altså på hårdt arbejde, siger teaterchef Susanne Andreasen.

Udover skuespillerne fra nationalteatret deltog der på årets festival skuespillere fra Italien, Spanien, Indien, Brasilien, Holland, Danmark, Grækenland og Iran.

- Det betyder meget for teatret og vores skuespillere at deltage på sådan en festival, vi mærker stor interesse for vores kunst, det er utrolig positivt. Derudover er det utroligt givende at møde andre kulturer, der er mange andre lande som også kæmper med eftervirkningerne af kolonialisering, som har flere officielle sprog, som har svært ved at finde sine ben i en globaliseret verden og/ eller har mistet dele af sin oprindelige kultur og traditioner, siger Susanne Andreasen.

- Selv blev jeg meget inspireret af en forestilling fra Indien som handler om, hvordan de indiske soldater bidrog til både første og anden verdenskrig i kraft af at de hørte under Det Britiske Imperium. Det er en historie som mange mennesker i Indien ikke selv kender og derfor vil teaterforestillingen rejse rundt til skoler og andre uddannelsesinstitutioner. Det er bare ét eksempel på hvordan kunsten bidrager aktivt til at oplyse, danne og skabe debat omkring et vigtigt emne.

- På længere sigt vil vi gerne lave nogle internationale samarbejder som bidrager til udviklingen af vores Teater, men som også bidrager til eksporten af grønlandsk kunst og kultur, siger Susanne Andreasen.

- Vi kan være stolte af at vores skuespillere repræsenterer Grønland på fornemmeste vis i udlandet.

Klaus Geisler, Majbritt Bech og Hans-Henrik Poulsen
Powered by Labrador CMS