Grønlands kultur på tjekkisk

Lanceringen af Ole G. Jensens bog sker i forbindelse med officielt grønlandsk besøg i Tjekkiet.

Ole G. Jensens populære bog, Glimt af Grønlands kultur - om den traditionelle grønlandske kultur -udkom første gang i 2007 og har været forlaget miliks hidtil bedst sælgende bog. Den er udkommet på grønlandsk, dansk, engelsk, tysk og fransk, og den engelske udgave er netop kommet i 3. oplag.

Og nu udkommer den altså også på tjekkisk – med titlen Stripky grónské kultury.

Den tjekkiske ambassadør i Danmark, Zdenek Lycka, har selv stået for oversættelsen af bogen, der udgives på forlaget Triton.

En grønlandsk delegation med Inatsisartuts formand Josef Motzfeldt i spidsen besøger Tjekkiet i starten af september, og lanceringen af Glimt af Grønlands kultur på tjekkisk finder sted på Prags Hovedbibliotek i dag samtidig med åbningen af fotoudstillingen 3913 Tasiilaq – en by i Grønland, også af Ole G. Jensen, der er museumsleder i Qaqortoq.

Powered by Labrador CMS