Grønlands første private jordemoder

Nybagt iværksætter barsler med individuel jordemoderservice til gravide i Nuuk.

Line Poulsen vil med virksomheden Privatjordemoder.gl hjælpe gravide, som vil gøre noget særligt ud af graviditeten.

Nu får gravide i Nuuk et ekstra tilbud under graviditeten, når den 29-årige jordemoder Line Poulsen 1. august åbner Grønlands første privatpraktiserende jordemoderklinik, skriver avisen Sermitsiaq.

– Behovet for individuelle tilbud til gravide er vokset de seneste år. Det ser vi overalt i verden og selvfølgelig også i Grønland, siger Line Poulsen til Sermitsiaq.

Line Poulsen har siden 2017 været ansat på jordemoderklinikken på Dronning Ingrids Hospital. Et godt fast arbejde med stor sikkerhed i ansættelsen. Den stilling har hun nu sagt op for at hellige sig tilværelsen som selvstændig på fuld tid.

Den nye jordemoderklinik skal ligge på samme adresse som en wellness-klinik og Nuuks eneste privatpraktiserende fodterapeut.

– Jeg er sikker på, at det giver os alle sammen et godt fagligt udbytte, når flere sundhedsvirksomheder er samlet under samme tag, siger jordemoderen.

Line Poulsen er uddannet jordemoder fra Professionshøjskolen Metropol i København i 2017. Hun har – bortset fra uddannelsesophold – boet i Nuuk siden 2012.

Læs hele artiklen i Sermitsiaq, som du kan downloade og køber herunder:

Powered by Labrador CMS