Grønlands første kvindelige ph.d. i geologi: - Det perfekte feltlaboratorium

Majken Djurhuus Poulsen har forsvaret sin ph.d.-afhandling, der handler om dannelsesmiljøet for korund (pink safir) i Sydøstgrønland. Hun er geolog ved GEUS’ kontor i Nuuk og den første kvindelige grønlandske ph.d. i geologi.

- De grønlandske rubiner og safirer er nogle af verdens ældste forekomster, forklarer Majken Djurhuus Poulsen.

- Jeg er selvfølgelig stolt og glad. Det har altid været min drøm.

Sådan lyder det fra 42-årige Majken Djurhuus Poulsen, der er Grønlands første kvindelige ph.d. i geologi.

Det sker efter, at hun har undersøgt pink safir og dens værtsbjergarter i Sydøstgrønland.

Det perfekte studie

Majken Djurhuus Poulsen har blandt andet brugt feltbaserede undersøgelser til at forstå den geologiske historie i Tasiilaq-området, fra dengang bjergkæderne i området blev dannet.

- Jeg tror, at meget af det ligger i ens personlighed, at man er en nysgerrig person, der hele tiden vil finde noget nyt og undersøge noget. Desuden er vi omgivet af store fjelde og geologi overalt i Grønland - jeg har undret mig over, hvordan fjeldene var dannet, siger hun.

Hendes forskning viser, at pink safir ved Tasiilaq-området er dannet for 1,84 milliarder år siden. Resultaterne viser desuden, at det er sket ved temperaturer omkring 650-700 grader og under tryk på 7-9 kilobar, hvilket vil sige, at det er sket cirka 26-33 kilometer nede i skorpen.

- De grønlandske rubiner og safirer er nogle af verdens ældste forekomster, forklarer hun.

Det perfekte feltlaboratorium

Majken Djurhuus Poulsen har lavet sin ph.d. ved Københavns Universitet og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), mens hun har boet i Nuuk og arbejdet ved GEUS’ kontor i Nuuk.

Grønland er - ifølge Majken Djurhuus Poulsen - det helt rette sted at forske i geologi.

- Grønland er det perfekte feltlaboratorium, hvis man gerne vil studere fortidens geologiske processer, fordi de stadig sidder i de bjergarter, de blev dannet i, og klipperne ofte er blottede for vegetation.

Øst og vest

Majken Djurhuus Poulsens forskning kan desuden bruges i forbindelse med efterforskning af nye forekomster og til at udvikle metoder til at dokumentere og spore, hvor solgte safirer stammer fra.

- I Vestgrønland er der en aktiv rubin- og safirmine ved Aappaluttoq og mange småskala-miner ved rubin- og safir-forekomster. Det har derfor været oplagt at undersøge korundforekomsterne i Sydøstgrønland, for at sammenligne med Vestgrønland, siger Majken Djurhuus Poulsen og tilføjer:

- Forekomsterne i Sydøstgrønland er yngre, end dem vi har i Vestgrønland, som er mellem 2.7-2.5 milliarder år gamle.

En forståelse af grundstofferne i pink safir og det geologiske miljø kan - ifølge forskeren - bruges som et fingeraftryk, der kan fortælle om de forskellige typer af rubin- og safirforekomster.

Majken Djurhuus Poulsen, der forsvarede sin afhandling 19. maj, arbejder fortsat som geolog hos GEUS, hvor hun løbende involveres i nye projekter.

Powered by Labrador CMS