Gå til hovedindhold

Grønland og UK indgår nyt fiskerisamarbejde

En ny aftale om samarbejde på fiskeriområdet sikrer blandt andet et årligt møde mellem Grønland og Storbritannien (UK), hvor der kan diskuteres fiskeriforvaltning, kontrol og samarbejde mellem de to landes fiskerierhverv.

Mandag indgik Grønland og Storbritannien en aftale, der skal være med til at udvikle et samarbejde mellem de to lande inden for fiskeriområdet.

Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Helt konkret har de to lande blandt andet aftalt at have en årlig såkaldt fiskeridialog, hvor parter fra de to lande kan mødes og tale om fiskeriforvaltning, kontrol, forskning, innovation og samarbejde mellem de to landes fiskerierhverv.

Naalakkersuisoq: På vej mod stærkt samarbejde

Aftalen gælder fra 1. januar 2021, hvor Storbritannien træder ud af EU, og den blev underskrevet af naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Jens Immanuelsen (S):

- Jeg er stolt over i dag at have underskrevet Aftalememorandum mellem Grønland og Storbritannien, og jeg ser frem til at udvikle samarbejdet både i forhold til fiskeriforvaltning, forskning og forhåbentlig mellem vores fiskerierhverv, hvilket aftalen giver mulighed for.

- Vores underskrift i dag er første skridt mod et stærkt samarbejde mellem Grønland og Storbritannien, udtaler Jens Immanuelsen i forbindelse med underskrivelse af aftalen.

Vil samarbejde med nordatlantiske naboer

Fra Storbritannien blev aftalen underskrevet af landets minister for miljø, fiskeri og landlige affærer, Victoria Prentis, som siger om aftalen:

- UK og Grønland har begge en stolt historie som lande med internationalt udsyn, der har nydt godt af vores haves rigdom. Jeg takker Grønland for deres konstruktive tilgang til disse forhandlinger.

- Efterhånden, som vi tilbageerobrer vores position som selvstændig kyststat, bestræber vi os på at samarbejde med vores nordatlantiske naboer, som Grønland, til fordel for vores fiskerindustri og marine miljø, udtaler Victoria Prentis.

I forbindelse med Storbritanniens udtræden af EU arbejder Naalakkersuisut også på at indgå en handlesaftale med landet, som blandt andet skal sikre grønlandsk eksport til Storbritannien, når denne ikke længere kan ske via EU. 

Du kan læse hele aftalen om fiskerisamarbejde på Naalakkersuisiuts hjemmeside.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER