Grønland skal skifte tidszone trods bekymringer

Inatsisartut har torsdag vedtaget et forslag om tidens bestemmelse, og det meste af Grønland skifter dermed tidszone næste år. Under behandlingen af forslaget har der været rejst bekymringer for mulige negative konsekvenser for folkesundheden.

Obs: Det fremgik tidligere af artiklen, at tidszonerne på kloden er inddelt efter breddegrader - det er retteligt længdegrader. Fejlen er rettet.

I løbet af 2023 vil det meste af Grønland overgå til en ny tidszone kaldet UTC-2.

Det ligger fast, efter at Inatsisartut torsdag har godkendt et forslag fra Naalakkersuisut om sagen, der gør UTC -2 til den almindelige tid her i landet.

Skiftet af tidszone betyder, at Grønland rykker en time nærmere Europa og Danmark og en time væk fra Nordamerika, således at der vil være tre timers forskel begge veje.

Forslaget blev vedtaget efter en omfattende behandling i Inatsisartut, hvor forslaget blev henvist til udvalgsbehandling hele tre gange.

Kommer væk fra geografisk tidszone

Årsagen til den grundige behandling skyldes, at politikerne har betydelige bekymringer om skift af tidszone. Bekymringerne går i særdeleshed om skift af tidszone kan få konsekvenser for folkesundheden.

Ved at skifte til UTC -2 bevæger man sig væk fra den tidszone, som Grønland egentlig hører til, i forhold til hvilke længdegrader landet ligger på. Her er tidszonerne inddelt efter, at solen skal stå højest på himlen omkring kl 12 middag.

I praksis får den nye tidszone den betydning, at der bliver mørkere om morgenen og længere lyst om eftermiddagen/aftenen, og Naalakkersuisut har ikke lavet en undersøgelse af, om det kan føre negative konsekvenser med sig.

Lovudvalget har derfor forsøgt at kaste nærmere lys over sagen og har i den forbindelse kigget på Islandske erfaringer.

Skal kigge på islandske erfaringer

I Island har man nemlig også valgt at have en forskudt tidszone, således at landet har tidszonen UTC +0, selvom Island geografisk tilhører tidszonen UTC -1. Island har desuden ikke sommertid. Valget af tidszone i Island betyder, at solen i Reykjavik står højest på himlen kl. 13.30.

Lovudvalget har i den forbindelse fundet ud af, at der er foretaget forskning på unge i Island, der indikerer, at størstedelen af islandske unge ikke får den anbefalede søvn. Derudover oplyser udvalget også i sin betænkning, at der er bevilget 112 mio. kr. til et stort forskningsprojekt i netop søvn og døgnrytme i Island.

Projektet forventes afsluttet i 2024, og udvalget opfordrer Naalakkersuisut til at tage kontakt til tage kontakt til de islandske myndigheder, så forskningen kan indgå i det videre arbejde.

Overgang til ny tidszone i 2023

Den opfordring tager Naalakkersuisut til sig, oplyste Formanden for Naalakkersuisut under tredjebehandlingen:

- Naalakkersuisut finder det vigtigt, at Grønlands forskere og sundhedsvæsen har adgang til disse data, lød det fra Múte B. Egede.

Det nu vedtagne lovforslag træder i kraft den 25. marts 2023, kl. 22.00, hvor Grønland alligevel overgår til sommertid og dermed også til tidszonen UTC -2.

- Men i modsætning til normalt, så vil Grønland ikke gå tilbage til vintertid/normaltid den sidste lørdag i oktober 2023, men vil fortsætte med at være i tidszonen UTC -2, skriver Naalakkersuisut i forslaget.

Der er ikke tiltænkt nogen ændringer i tidszonerne for henholdsvis Ittoqqortoormiit, Danmarkshavn og Pituffik (Thule Air Base), men det er et område Naalakkersuisut arbejder videre med. Blandt andet skal befolkningen i Ittoqqortoormiit høres, hvorvidt de ønsker en ny tidszone.

Powered by Labrador CMS