se billeder

Grønland repræsenteret i Great Nordic Feast

Moderne grønlandsk gastronomi blev anerkendt til nordisk event

Great Nordic Feast
Tina Stafrén Tina Stafrén Tina Stafrén Per Arnesen Tina Stafrén Tina Stafrén Tina Stafrén Tina Stafrén Per Arnesen Tina Stafrén Tina Stafrén
Offentliggjort

I sidste uge blev der sat fokus på det grønlandske køkken, da eventen Great Nordic Feast fandt sted i Londons Southbank Centre, det oplyser Visit Greenland i en pressemeddelelse.

Otte nordiske lande, kendt for midnatssol, nordlys og lange vintre, gik sammen om at servere nogle af de lækreste retter, som deres respektive køkkener kan byde på.

Til 400 personer
Kistannguaq Simonsen, der er kok på Hotel Kangerlussuaq, og Idrissia Thestrup fra Visit Greenland, præsenterede en grønlandsk signaturret for omkring 150 medie-VIP’s og serverede efterfølgende retten for 400 personer lørdag den 21. oktober.

Selvom Grønland bare er en lille spiller i sammenligning med de øvrige deltagerlande, så greb Grønland chancen og tog udfordringen op. Det viste sig at være indsatsen værd, idet folk reagerede positivt på at smage en bid af det grønlandske køkken og samtidig opdagede Grønland både som destination og som en madkultur, der er unik og fuldt ud på højde med det gastronomiske niveau, som andre destinationer præsenterer.

Ligheder i madlavning og levevis
Fia Gulliksson, kok, projektleder og kreativ direktør for The Great Nordic Feast, udtalte:

- Eventen er en chance for, at de besøgende kan opleve hvor fantastisk og forskelligartet, den nordiske gastronomi er og få øje for de bedste steder at besøge i året, der kommer.

- Selvom hvert nordiske land er unikt, har vi nogle ligheder i vores madlavning og måden, vi lever vores liv på. Vores friske råvarer og grundfæstede værdier om lighed, åbenhed, tillid og medfølelse adskiller os fra resten af verden, og det er en vigtig nøgle til vores livsglæde og velbefindende.

Man vinder, når hjertet er med
Forventningerne var høje. Det var første gang, at otte nordiske lande samarbejdede om at skabe sådan en stor event for at fremvise såvel mad som rejsemulighederne i vores regioner.

Som repræsentant for Grønland havde Kistannguaq Simonsen forberedt en særlig signaturret, der kombinerede de friskeste ingredienser med avancerede gastronomiske teknikker. Hun tilberedte grønlandsk helleflynder på en bund af knoldselleri- og tangpuré bakket op ad en rejesoufflé serveret med qajaasat beurre blanc.

Helleflyner og rejer fra Royal Greenland
Både helleflynder og rejer, der blev brugt i denne moderne grønlandske ret, var sponsoreret af Royal Greenland.

- At have en ung, kvindelig grønlandsk kok som deltager sammen med prominente kokke fra de andre nordiske lande og Storbritannien viser, at der bliver sat stor pris på det enestående talent og de fantastiske oplevelser, man kan finde i Grønland, siger Lykke Yakaboylu, der er konstitueret direktør for Visit Greenland.

Se billeder fra eventet herunder:

Powered by Labrador CMS