Grønland ligger i jordskælvs-zone
Jordskælvenes styrke kan ganske vist ikke sammenlignes med katastrofen på Haiti – men Grønland rammes også regelmæssigt af jordskælv
Mens verdens øjne i dag er rettet mod det fattige Haiti, hvor 100.000 mennesker frygtes omkommet efter sidste uges jordskælv, der ramte med en styrke på syv på richterskalaen, er jordskælv langt fra en sjælden begivenhed i Grønland.
Som regel er der dog kun tale om mindre jordskælv. Men den 8. juni sidste år blev Nordvestgrønland ramt af det kraftigste jordskælv i de 30 år, man nøjagtigt har kunnet måle et jordskælvs størrelse præcist i Grønland. Det målte 6.1 på richterskalaen. Rystelserne fra jordskælvet kunne mærkes i Pituffik, som lå 90 kilometer fra skælvets centrum – epicentret. Men også i Qaanaaq kunne beboerne mærke jorden bevæge sig. En oplevelse, nogen beskrev som nærmest en roterende bevægelse, mens andre blot oplevede rystelser.
De grønlandske jordskælv skyldes, at der er mange aktive forkastninger i Grønland. En forkastning er en dyb revne i jordskorpen, hvor der sommetider er bevægelse. Der er især mange jordskælv ved Tasiilaq på østkysten samt ved Diskobugten.
Læs mere i AG