Grønland kritiserer politiets indrejseforbud

Forbud har sat australske Ironbark sat under hårdt økonomisk pres. Departementschef kritiserer politiets indrejseforbud på Station Nord for rejsende med fly fra Svalbard.

Modstanden mod politiets indrejseforbud for flyrejsende på Station Nord i Nordgrønland vokser.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Grønlands Selvstyre melder sig nu i koret af modstandere. Selvstyret mener, at forbuddet mod at rejse til Station Nord og ind i Grønland fra den norske øgruppe Svalbard, der blev indført af politiet sidste år, vil gøre alvorlig skade.

Baggrunden er, at udlændinges indrejse til Station Nord, der ikke har status som lufthavn, er ulovlige efter de såkaldte Schengen-regler. Lufthavnen i Longyearbyen på Svalbard er ikke godkendt som en Schengen-lufthavn.

Først var det chefen for den dansk-grønlandske forskningsstation Villum Research Station på Station Nord, professor Henrik Skov, der erklærede sig lodret uenig i politiets forbud for udlændinges indrejse.

Han rasede mod beslutningen og kaldte fredag den 21. december i Sermitsiaq forbuddet for ”skørt”.

I selvstyret er der både bekymring over og kritik af, at indrejseforbuddet på Station Nord via Svalbard vil ramme det milliarddyre australske mineprojekt Ironbark Zinc i Citronen Fjord hårdt. Projektets driftsomkostninger risikerer at blive betydeligt højere.

Sådan ser chef i Departementet for Råstoffer og Arbejdsmarked, Jørgen T. Hammeken-Holm, de økonomiske konsekvenser ved, at Ironbark fremover skal flyve til Station Nord og Citronen Fjord Nordgrønland fra en lufthavn i Island via for eksempel lufthavnen i Constable Pynt i Østgrønland.

- Reglen om indrejseforbud er problematisk. Det er et kæmpe problem for Ironbark. Og endnu mere problematisk er det, at selskabet sidste forår hos danske myndigheder forgæves søgte om dispensation til to flyvninger med internationale investorer fra Svalbard til Station Nord i august 2018, siger departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm til avisen Sermitsiaq.

Læs mere om politiets indrejseforbud for flyrejsende på Station Nord i Nordøstgrønland.

Powered by Labrador CMS