Grønland kæmper bravt mod overlegne jenter
Det er en propfyldt sportshal i Stavanger, hvor grønlandske kvindelandshold spiller deres første kamp i vm i håndbold i 22 år.
Den første kamp for det grønlandske kvindelandshold under vm i 22 år bliver en rigtig prøvelse for kvinderne. De norske kvinder er storfavoritter til at vinde vm. Men Grønland starter godt ud og følger godt med, og udligner gang på gang ved hvert norsk mål de første minutter.
Det grønlandske publikum holder også god tone og viser deres udelte opbakning til kvinderne.
Selvom Grønland kæmper mod overmagten, viser kvinderne ingen tegn på nervøsitet, og nyder kampen.
Der skulle gå 15 minutter, før Norge sikrer en sikker føring. Til trods for stort pres holder Grønlands landshold og publikum modet oppe. Grønland får dog svært ved at komme igennem det norske forsvar.
Glæde ved hvert mål
Med fire mål bagud prøver Grønland at hive målmanden ud for at have to stregspillere under angreb. Norges forsvarsspillere, der er 180 centimeter høje er dog svære at komme igennem. Ved hvert mål er der dog klare, grønlandske stemmer, der hepper uafbrudt på holdet. Med kun ti minutter tilbage vælger Grønland at holde sit første time-out, hvor Norge fører med 11-6.
Time-outet hjælper dog ikke Grønland i de sidste minutter af første halvleg, og første halvleg ender på 19-7 til Norge, med begejstret heppen fra publikum.
Ingen nåde fra værterne
Der skulle gå næsten syv minutter inde i kampens anden halvleg, før Grønland scorer igen, mens Norges føring vokser for hvert minut. Med en spiller ude i to minutter vælger landsholdet at sætte målmanden på bænken ved hvert angreb, hvilket koster mål til Norge under kontraspil.
Anden halvleg bliver op ad bakke for Grønland, mens Norge fortsætter sin forventede målfest. På intet tidspunkt mister det grønlandske landshold - og publikum - modet, og der heppes på livet løs ved hver tackling og scoring for Grønland.
Trods modstand fra værterne sætter landsholdet tempoet op de sidste minutter og scorer et par mål mere.
Kampen ender på 43-11 til Norge efter nogle flotte redninger fra Grønlands målmand.