Grønland har ingen ordblinde-test
Der er stor forskel på undervisningen af læsesvage elever, Grønland er i det små begyndt at udveksle erfaringer med lærere og eksperter i Norden
Når bogstaver ikke giver nogen mening og slet ikke fremkalder nogen lyde, kan man være ordblind. I Danmark har man som ordblind ret til ekstra hjælp blandt andet kan man få bevilget en computer og få adgang til programmer, der kan læse tekst.
I Grønland har man ingen ordblindetest, og derfor er det op til den enkelte lærer at vurdere, om en elev er ramt af dysleksi - også kaldet ordblindhed.
- Sker det? spørger Anda Uldum, Demokraterne Naalakkersuisut.
- Naalakkersuisut har ikke oplysninger om hvorvidt enkelte skoler eller kommuner anvender disse læseprøver, da det er op til de enkelte kommuner og skoler at gennemføre disse undersøgelser. Naalakkersuisut kan derfor ikke tvinge enkelte kommuner til at bruge deres undersøgelsesresultater på en bestemt måde, svarer Palle Christensen, der dog henviser til, at man i PPR-Nord i Qaasuitsup kommunia har fokus på læsning. Rådgivningslærere for specialundervisning på kommunens skoler er blevet uddannet til at varetage opgaven med at undersøge elevernes læsestandpunkt ved hjælp af læseprøver på skolens elever på de pågældende klassetrin. Rådgivningslærerne retter læseprøverne og opgør resultaterne.
Palle Christensen svarer Anda Uldum, at der forskel på undervisningen og indsatsen fra skole til bygdeskoler:
- Fordi der er forskel på lærernes uddannelse på de forskellige skoler, er der også forskel på den mulighed for undervisning, som lærerne kan give. Denne forskel kan udjævnes ved at alle lærere, der underviser i læsning har en læreruddannelse.
Naalakkersuisut agter derfor at gå i dialog med Inerisaavik om fremtidige indsatser på områder med henblik på at drøfte fremtidige kurser og efteruddannelsesmuligheder ud over de tilbud, der allerede eksisterer i dag.
Efter en ordblindekonference med forskere og undervisere fra hele Norden, vil man fremadrettet samarbejde og udveksle viden om undervisning af specielt voksne som er ordblinde.