Grønland i centrum for storstilet forskningsprojekt
Et stort net af automatiserede målestationer, placeret rundt om i Grønland, skal give os ny viden om klimaforandringer. Forskningsprojektet har netop modtaget 35 millioner kroner, og vil komme miljøforskere fra hele verden til gavn.
Med en bevilling på 35 millioner kroner fra Uddannelses- og Forskningsministeriet er man oppe på et samlet forskningsbeløb på 80 millioner kroner, der skal anvendes til at lave en infrastruktur med avancerede målestationer, der sikrer målinger af ændringer i luft, is, land og hav i Arktis.
Projektet, der går under navnet GIOS (Greenland Integrated Observatory System), vil knytte alle forskningsaktører inden for rsigsfællesskabet sammen i et netværk. Det er planen, at de projektet skal være tilendebragt i 2025, så data herefter i fuldt omfang kan hjælpe forskere med klimaberegninger.
Booster samarbejde
- Vi er meget glade for bevillingen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Den booster samarbejdet mellem alle arktiske forskningsmiljøer indenfor Rigsfællesskabet og sikrer at Rigsfælleskabet får en ledende rolle i den internationale arktiske forskning og dermed en afgørende arktisk stemme i den internationale debat, siger rektor Brian Bech Nielsen, Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.
GIOS udvikler og udsætter et net af automatiserede målestationer i og omkring Grønland. Der er tale om måleudstyr, der måler forhold i atmosfæren, på indlandsisen, på land, i søer, floder og fjorde ligesom profilerende målebøjer måler på fysiske, kemiske og biologiske forhold i havet. Flybårne sensorer registrerer snedybder og tykkelse af havis og supplerer faste vejstationer, der bl.a. måler meteorologiske og geomagnetiske forhold samt atmosfærens indhold af drivhusgasser.
- Målestationerne bliver knudepunkter, hvorfra data løbende transmitteres hurtig til alle interesserede i hele verden, oplyser professor Søren Rysgaard, der er leder af Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet, der står i spidsen for hele projektet.
Bedre datagrundlag
- Den nye GIOS-indsats giver os et langt bedre datagrundlag for at forstå de hastige forandringer i Arktis og leverer samtidig input til internationale modeller, der sikrer en bedre forståelse af, hvordan de igangværende ændringer i og omkring Grønland påvirker det globale klima og leveforholdene for mennesker, dyr og planter, siger Søren Rysgaard.
For at sikre det mindst mulige klimaaftryk af de omfattende aktiviteter kobles målestationerne til solceller, vindmøller og en større genopladelig batterikapacitet, der vil gøre det muligt at indsamle data året rundt.
GIOS samarbejdet omfatter Grønlands Naturinstitut, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, GEUS, ASIAQ Greenland Survey, Aalborg Universitet, DMI, Arktisk kommando, Syddansk Universitet, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nationalmuseet, Grønlands Universitet og Havstoven på Færøerne.