Grønland med i Berlins Filmfestival

Nina Skydsbjerg Jacobsen deltager med sit eget produktionsselskab, Paninoir, i Berlin Filmfestival, Berlinalen. Interessen for vort land er stor, siger hun.

I disse dage afholdes en af verdens største filmfestivaler, Berlinalen. Tre grønlændere deltager i filmfestivalen, der afholdes i Berlin. En af dem er Nina Skydsbjerg Jacobsen, der har et produktionsselskab, Paninoir. Hun er i Berlin for at promovere sine grønlandske filmprojekter, og hun er begejstret for den store interesse for grønlandske film og Grønland i det hele taget.

- Der er rigtig mange, der spørger ind til filmene om Grønland, men også om folket og kulturen. Grønland er stadig et meget eksotisk land for mange, så det er godt, at der er mange interesserede, fortæller Nina Skydsbjerg Jacobsen til Sermitsiaq.AG.

Nina Skydsbjerg Jacobsen med plakaten af sin egen produktion, Alannguit Killinganni, som hun promoverer i Berlin. Filmen er skrevet og instrueret af Malik Kleist.

Berlinale afholdes i år i dagene 7. til 17. februar. Der bliver vist film fra alle afkroge af verden, diskuteret og debatteret, og ikke mindst arrangeres der møder mellem filmproducenter. Sidstnævnte er en stor mulighed for den grønlandske filmproducer Nina Skydsbjerg Jacobsen.

- Der er helt klart interesse fra andre lande for et eventuelt samarbejde, siger Nina Skydsbjerg Jacobsen.

Mulige samarbejdspartnere

Den grønlandske filmproducer kan dog ikke komme ind på hvilke lande, hun er i dialog med før der er en underskrevet kontrakt. Men samarbejde med udenlandske filmproducenter er vigtig for grønlandske filmproducenter, mener Nina Skydsbjerg Jacobsen.

- Det giver flere muligheder for mig og andre filmtalenter i Grønland. Filmindustrien i Grønland er meget lille og meget ny i forhold til andre, og hvis vi kan samarbejde med andre lande står vi bedre rent økonomisk og kvalitetsmæssigt.

NATIVe producer fellows programme-deltagere

Nina Skydsbjerg Jacobsen deltager i NATIVe producer fellows programme (Oprindelige folks produceres fællesprogram, red.) i år i Berlinalen. Programmet er tilrettelagt til at styrke og udvikle de oprindelige folks filmproduceres kundskaber. Og Grønlands forening for filmproducere, FILM.gl arbejdede for at Nina Skydsbjerg Jacobsen skulle repræsentere Grønland i programmet.

- Det er jeg meget glad for. Jeg har fået gode venner og kan til enhver tid kontakte dem hvis jeg får brug for sparring. Mange af os sidder med de samme udfordringer i de daglige, og for ikke at gå i stå med arbejdet er det godt at kunne dele med andre ligesindede, siger Nina Skydsbjerg Jacobsen.

Udover Nina Skydsbjerg Jacobsen deltager to andre i filmfestivalen. Katuaq’s biografleder Bill Bering bruger muligheden for at promovere grønlandske biograffilm med henblik på at få dem vist i andre lande og filmproduceren Emile Peronard promoverer sine egne projekter.

Sidste år fik Nina Skydsbjerg Jacobsen bevilget i alt 500.000 kroner til tre filmprojekter fra Naalakkersuisuts kulturfondsmidler.

Powered by Labrador CMS