Grønland får sine første psykoterapeuter

I alt 25 psykoterapeuter har fået eksamensbevis for deres uddannelse Holdet er det første hold, der bliver færdiguddannet på den 4-årige psykoterapeutuddannelse i Grønland.

Torsdag den 19. november fik i alt 25 grønlandske, nyuddannede psykoterapeuter deres eksamensbevis i Peqqissaanermik Ilinniarfik i Nuuk.

Det er de første psykoterapeutuddannede i Grønland.

Uddannelse af certificerede psykoterapeuter er en del af Naalakkersuisuts indsats omkring at forbedre vilkårene for børn og familier. Uddannelsen er modulopbygget og de studerende har gennemført den ved siden af deres almindelige arbejde.

Det oplyser områdeleder i kursus og specialiseringer i Peqqissaanermik Ilinniarfik, Else Thygesen i en pressemeddelelse.

Historisk høj gennemførsel

- Derfor er det helt unikt at 25 ud af de 28, der startede har gennemført – og af de tre, der ikke er blevet færdige nu, så har to fortsat deres uddannelse på det næste hold, oplyser Else Thygesen.

På uddannelsen var pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, en enkelt jordemoder og en enkelt læge med. 14 af dem har allerede nu et certifikat til at udføre praksis med egne klienter, mens de øvrige kan få certifikat i 2021.

- De studerende har fået færdigheder, der umiddelbart kan bruges til gavn for det grønlandske samfund, og det er mærkbart, hvordan de allerede nu gør og har gjort en forskel for mennesker i svære livssituationer. De studerende har gennem hele forløbet vist et stort engagement og vilje til at lære og omsætte de systemiske og narrative ideer i praksis, udtaler underviserne af de nye psykoterapeuter.

Powered by Labrador CMS