Gå til hovedindhold

Grønland vil selv bekæmpe olieudslip

Naalakkersuisut stifter beredskabsselskabet Greenland Oil Spill Response A/S

– Hvis det unævnelige skulle ske, skal vi ikke vente på hjælp fra udlandet, men må selv være i stand til at reagere hurtigt og effektivt på et olieudslip, siger formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit.

Derfor foreslår Kuupik Kleist på Inatsisartuts møde i eftermiddag, at naalakkersuisut stifter aktieselskabet Greenland Oil Spill Reponse A/S med binavnet Grønlands Olieforureningsberedskab A/S.

Selv om det skotske olieselskab Cairn ikke fandt olie og naturgas i kommercielle mængder ved sine otte boringer i 2010 og 2011, tyder alt på øgede olieefterforskningsaktiviteter offshore i Grønland i de kommende år. I 2012 bliver der indsamlet seismisk fra Nordvestgrønland rundt om Kap Farvel til Nordøstgrønland. Det canadiske selskab Husky gennemfører efter planen sine første efterforskningsboringer i 2013, og Cairn forventer efter en time-out i 2012 at fortsætte sit boreprogram i de kommende år.

Grønland har i dag ikke et selvstændigt, omfattende oliespildsberedskab. Det skotske olieselskab Cairn havde ved sine boringer en 3-trinsraket klar: Ved et mindre spild af olie anvendes udstyr, der er installeret på boreskibet eller supply-fartøjerne. Ved mellemstore udslip anvende også udstyr, der er placeret i Aasiaat, Kangerlussuaq og Nuuk. Ved store udslip hentes udstyr i Southampton i England.

Olieberedskab – en ny branche
I værste tilfælde vil det tage 52 timer at flyve udstyr fra Southampton til et uheld offshore Grønland. Naalakkersuisut ønsker opbygge et nationalt oliespildsberedskabsselskab i Grønland og dermed mindske afhængigheden af beredskabsvirksomheder i udlandet. Og det første udstyr til det nye selskab er allerede på vej: Cairn forærer selvstyret udstyr til oliebekæmpelse for mindst 20 millioner kroner.

Naalakkersuisut ønsker, at råstofområdet skal være et område, der bidrager til Grønlands økonomiske og erhvervsmæssige udvikling og vækst. Kuupik Kleist vurderer derfor, at der ikke alene er store miljømæssige, men også beskæftigelsesmæssige gevinster ved et nationalt selskab til at varetage oliespildberedskabet.

Fordelen for det grønlandske erhvervsliv er, at et grønlandskejet selskab bliver den første aktør på et marked, der med al sandsynlighed vil udvikle sig betydeligt i de kommende år. Hvis der bliver gjort kommercielle fund af olie eller gas i Grønland, vil det være en fordel for Grønland at have et allerede etableret selskab, da behovet for beredskabsydelser vil stige.

– Olieberedskab kan blive en ny branche i Grønland med mange ansatte, siger Kuupik Kleist.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER