Panamerikanske mesterskaber

Grønland åbnede med en sejr

Herrehåndboldlandsholdet vandt lørdag en sikker sejr over Canada ved De Panamerikanske Mesterskaber

Fra åbningsceremonien ved De Panamerkanske Mesterskaber i Uruguay 2014

31-24 stod der på måltavlen efter de to gange 30 minutter, da Grønland lørdag spillede den første kamp ved De Panamerikanske Mesterskaber i Buenos Aires i Argentina.

Læs: Herrehåndboldlandsholdet til Argentina er udtaget

Kontrollerede kampen
Grønland kontrollerede kampen i samtlige 60 minutter. Efter små ni minutter var Grønland foran 6-1. Grønlands dominans fortsatte. Det blev 13-7, inden de grønlandske spillere kunne gå til pause ved stillingen 16-10.

Landstræner Niels Møller valgt at spare Minik Dahl Høegh i den sidste del af halvlegen.

2. halvleg
Med både Minik Dahl Høegh og Grønlands anden store profil Akutaaneq Kreutzmann på bænken, kom Canada tættere og tættere på. Ved 18-15 kom Akutaaneq Kreutzmann på banen igen og så trak Grønland igen fra 26-21, 30-23 og endelig til slut 31-24.

Perfekt åbning
Landstræner Niels Møller var tilfreds med kampen og ikke mindst med, at de blev muligt at spare nogle af de bærende kræfter.

- Det er godt at komme i gang med turneringen med en sejr. Alle spillerne kom på banen. Det er en lang turnering, der venter, så jeg er glad for, at vi fik en god og positiv oplevelse i kampen mod Canada, siger Niels Møller.

De grønlandske målscorere
De 31 grønlandske mål blev fordelt mellem 11 spillere:

  • Minik Dahl Høegh, 6
  • Akutaaneq Kreutzmann, 5
  • Milan Olsen, 4
  • Aqqalu Ingemann, 4
  • Lars Møller, 3
  • Inuujuk Ostermann, 3
  • Miki Heilmann, 2
  • Muusa Ostermann, 1
  • Lars O.Lyberth, 1
  • Nuka Heilmann, 1
  • Karl F. Frederiksen, 1

Favoritsejre
Der blev spillet yderligere to kampe I Grønlands pulje, som begge gav de forventede favoritsejre. Argentina slog Guatemala 37-12, og Chile vandt 30-21 over Mexico.

Tre kampe
I den anden gruppe blev der spillet tre kampe: USA - Puerto Rico 26-31, Uruguay - Columbia 33-11 og Brasilien - Paraguay 54-14.

Næste modstander
Grønland spiller sin anden kamp søndag eftermiddag klokken 16.00 grønlandsk tid mod Mexico. Mandag venter nøglekampen mod Chile.

En lang turnering
Efter de tre første kampe er der en tiltrængt hviledag onsdag. Torsdag og fredag spiller Grønland de to sidste puljekampe mod Argentina og Guatemala. Herefter i den kommende weekend krydskampe og finalekampe, hvor det bliver afgjort, hvilke tre nationer fra De Panamerikanske Mesterskaber, der skal med til VM i Frankrig i januar til næste år.

Powered by Labrador CMS