Grønland vil have 13.000 vaccine doser

Grønland har anmodet om nok doser til at kunne tilbyde vaccine til alle over 18 år i Nord- og Østgrønland. Svar fra Danmark forventes om relativt kort tid.

Offentliggjort

Grønland har en stor interesse i at vaccinere alle over 18 år, der bor i Nord- og Østgrønland så hurtigt som muligt. På nuværende tidspunkt er slet ingen vaccineret i disse områder.

Derfor har myndighederne anmodet Danmark om at få tilsendt nok vacciner til at vaccinere den voksne befolkningen nord for Ilulissat og i hele Østgrønland på en gang.

- Hvis vi skal kunne tilbyde alle over 18 år i hele Østgrønland og Nordgrønland, og hvis alle siger ja til vaccinen, så har vi brug for omkring 13.000 doser af vaccine til at dække behovet, fortæller landslæge Henrik L. Hansen.

Grønland får løbende vacciner til at rulle vaccinestrategien ud i større byer, men leverancer af vacciner er lidt forsinket, da Danmark også oplever forsinkelser på den front.

Hvilken betydning den seneste udmelding fra Danmark om, at deres vaccineplan er forsinket med fire uger får for Grønland, er endnu uklart.

Moderna skal dække

Grønland har anmodet om doser af vaccine fra Moderna, da denne type vaccine er nemmere at håndtere og nemmere at transportere.

Henrik L. Hansen fortæller, at for Nordgrønland gælder det Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq samt bygderne, mens Tasiilaq og Ittoqqortoormiit samt bygderne udgør Østgrønland.

- Alle, der siger ja til tilbud om vaccine vil blive vaccineret ved første besøg. For de steder er meget svært tilgængelige og det vil være meget ressourcekrævende at komme der mere end de to gange som er nødvendige, forklarer landslægen.

Selvstyret er i drøftelser med forsvaret om støtte til transport af vacciner og personale.

Han forklarer, at Grønland forventer svar fra Danmark ”inden for relativt kort tid”.

- Der er mange ting, der skal falde på plads, før planen bliver til noget. Men hvis alt falder i hak, så kan vi begynde at give første vaccine i de to områder i april måned, siger han.

Powered by Labrador CMS