Grønlændere er svære at hjælpe

Men et specialteam i Aalborg Kommune har fundet en måde at komme ind på livet af de socialt udsatte grønlændere, så de kan få hjælp. Mange har skåret ned på deres alkohol- og hashforbrug.

Foto: Sermitsiaq

Ensomme og alkoholiserede mennesker takker ofte ja, når Aalborg Kommune tilbyder forskellige former for behandling. Med mindre, altså, at de er grønlændere.

Ganske vist siger de måske pænt tak, men så sker det gerne af ren og skær høflighed. Reelt dropper mange af dem hurtigt behandlingstilbuddene - eller dukker aldrig op, skriver nordjyske.dk.

Et kommunalt specialteam særdeles tilfreds med, hvor mange grønlændere de har kunnet hjælpe i det år, teamet har eksisteret.

Ud af 23 deltagere er to blevet helt stoffri og ædru. En tidligere hjemløs er flyttet i egen bolig, enkelte har deltaget i virksomhedspraktik og en stor del har, ifølge teamet, skåret kraftigt ned på alkohol og hash.

Alle 23 har årelange misbrug bag sig. Projektet støttes af Velfærdsministeriet, der vil indsamle erfaringer for, hvordan man bedst hjælper udsatte grønlændere.

Deler livserfaringer

Et forsigtigt skøn er indtil videre, at deltagerne har stor gavn af at dele hinandens livserfaringer. Ifølge leder af Aalborg Kommunes misbrugsafsnit, Christen Bisgaard, kan de på den måde få en positiv aha-oplevelse.

- Det kan godt være, de har det skidt med sig selv. Men når de oplever, at det har makkeren også, bliver det mere håndterligt. En oplevelse mange vel nikker genkendende til. Men for denne gruppe mennesker kan oplevelsen være svær at nå frem til.

- Mange af dem har vanskeligt ved at sætte ord på følelser. Og det er en gruppe, der er svagt sprogligt funderet, siger Christen Bisgaard.

Normalt tilbydes misbrugere tre samtaler med en socialrådgiver, der så indstiller til den ene eller anden form for behandling.

- Men den type hjælp har ikke vist sig specielt gavnlig til denne gruppe. De er ikke interesserede, beretter Christen Bisgaard.

Tilsættes mere tid og omsorg, spædet op med gruppeforløb kun for grønlændere, stiger målgruppens interesse.

Synlighed hjælper

For Udsatte Teamets fire ansatte går tiden blandt andet med at opsøge grønlændere, der kunne have brug for hjælp. De søger den nemlig ikke selv.

- For de fire handler det om at være til stede og tilgængelige. Blive kendte ansigter i byen, uddyber Christen Bisgaard.

Udsatte Teamet hjælper eksempelvis deltagerne med at komme ud af misbruget, få styr på hverdagen, få et socialt netværk eller måske få en lille fod ind på arbejdsmarkedet.

Powered by Labrador CMS