Grim mobning i Nuuk

Mobningen blandt de store børn er blevet mere indædt. Dermed er den sværere at få bugt med, siger skoleinspektør fra skole i Nuuk.

Mange af mobberne har haft en problematisk barndom i socialt belastede familier. Modelfoto: Leiff Josefsen

Den voldsomme mobning vokser i de ældste klasser i Nuuk og det er som regel tre til fire elever mod en. Ofte sker det, at mobningen fortsætter på trods af, at den udsatte bryder sammen.

Skoleinspektør Karno Lynge fra Ukaliusaq-skolen siger, at det også er blevet sværere at stoppe.

- Før i tiden kunne vi gøre det igennem en enkelt samtale med mobberne. Nu må vi bruge mange ressourcer i klasserne og bruge masser af tid på samtaler med mobberne og ofrene. Vi kan måske overbevise de fleste i en gruppe af mobbere, men alligevel fortsætter det udenfor skolen, fordi vi ikke kan trænge ind hos den sidste af mobberne, siger Karno Lynge ifølge sermersooq.gl.

Mobningen er så voldsom, at ofret bryder sammen. Mange af mobberne har haft en problematisk barndom i socialt belastede familier. I enkelte tilfælde kan det være børn med faglige problemer, men som fungerer godt socialt.

Skoleinspektøren er glad for, at der nu bliver etableret et projekt for børnene i børnehaverne og skolens tre yngste klasser, inden de begynder at mobbe.

Fagchef Line Dalentoft, afdelingen for sundhed og forebyggelse, Kommuneqarfik Sermersooq, har været på besøg i en daginstitution og på en skole i Danmark, der har været med i projektet Fri for Mobning, som Mary Fonden har igangsat i et samarbejde med relevante myndigheder i Danmark.

– Jeg kunne ligefrem mærke det ved at træde ind. Her var børn, der har lært værdien af at behandle hinanden ordentligt, fortæller hun.

Kommuneqarfik Sermersooq regner med, at få igangsat det samme Fri for Mobning projekt i kommunens skoler og daginstitutioner i 2010.

Powered by Labrador CMS