Greenpeace: Usikker gevinst

Miljøorganisationen sætter spørgsmålstegn ved Cairn Energys optimisme om mulig oliefund ved Nuuk

Jon Burgwald fra Danmark. Foto: Greenpeace Greenpeace

- De seneste resultater af boringerne ved grønlands vestkyst er nu blevet præsenteret, og Cairn mener selv, at det er det mest positive resultat hidtil. Men det er det ikke, melder Greenpeace i en pressemeddelelse efter Cairn Energys udmelding om at der måske er fundet et oliereservoir ud for Nuuk.

- Boringer i Arktis er unødvendige, forurenende og ekstremt risikable. Ligegyldig hvor meget olie Cairn finder, så bør boringerne ikke finde sted. Cairns boringer i Arktis er nogle af verdens mest risikable boringer, mener Jon Burgwald fra Greenpeace.

Det er en holdning miljøorganisationen har kæmpet for at fremhæve under tidligere aktioner ved Cairn Energys forskellige boringer ved Grønlands vestkyst. Aktioner, som blandt andet har betydet udvisning af organisationens internationale leder og andre medlemmer.

- Sidste år kom Cairn med en udmelding, der i nogen grad ligner dagens udmelding. Men det fund viste sig ikke at indeholde mere, end hvad man normalt kan finde i sin egen baghave med en skovl og en god portion tålmodighed. Selskabets store ord havde reelt et lille indhold, og det gør det indtil videre svært at vide, hvad man reelt skal tro. Jeg håber personligt på, at sandreservoiret under den arktiske havbund ikke indeholder olie – og hvis det gør, at man vælger at lade det blive i undergrunden, skriver Jon Burgwald.

Powered by Labrador CMS