Greenpeace taber retssag om olieboring i Arktis

Norges højesteret afviser Greenpeaces klimasagsanlæg mod staten i opgør om olieboringer.

Arkivfoto. Equinor olierig nær Hammerfest i Norge, april 2019.

Miljøorganisationen Greenpeace har i Norges højesteret tirsdag tabt en sag mod den norske stat om olieboringer i dele af Arktis.

I sagen hævdede Greenpeace, at olieboringerne var et brud på befolkningens ret til et sundt miljø. Afgørelsen i højesteret er en stadfæstelse af afgørelser ved to lavere retsinstanser.

Greenpeace havde lagt sag an sammen med miljøgruppen Natur og Ungdom med støtte fra Naturvernforbundet og Besteforeldrenes Klimaaksjon. Grupperne mener, at Norge ikke kan pumpe mere olie på fra havbunden, hvis verden skal undgå dramatiske klimaforandringer.

- Vi sagsøgte staten, fordi politikerne ikke påtager sig tilstrækkeligt med ansvar for det norske udslip af drivhusgasser, sagde den norske Greenpeace-leder Frode Pleym, da sagen startede ved den norske højesteret i begyndelsen af november.

Sagen startede i 2016

Miljøgrupperne mener, at de tilladelser, der er givet til olieboringer, er i strid med Norges forpligtelser i Parisaftalen, hvor verdens lande har sat sig mål om at begrænse den globale CO2-udledning for at bremse den globale opvarmning.

Retssagen blev indledt i 2016, da Norge underskrev Parisaftalen og samtidig åbnede op - for første gang i to årtier - nye olieboringer i områder i det arktiske Barentshavet, hvor der tidligere havde været udvundet olie.

- Ved at åbne de uberørte områder i Arktis for olieudvinding smugler Norge sin CO2-udledning uden for landets grænser og forstærker klimaforandringerne, der skader os alle og overalt, sagde talsmænd for Grenpeace, da sagen blev indledt.

Har ikke tilsidesat miljøhensyn

Der blev også henvist til den norske grundlovs paragraf 112, som siger, at naturressourcer skal håndteres ansvarligt og langsigtet.

Højesteret fastslår i sin afgørelse ifølge NRK, at paragraf 112 er en sikkerhedsventil, som kan anvendes, hvis staten groft har tilsidesat miljøhensyn, og det mener dommerne ikke, at der er tale om.

Domstolen siger også, at Norge ikke kan drages til ansvar for udslip af CO2 i udlandet, hvis dette skyldes eksporteret norsk olie.

Powered by Labrador CMS