Greenpeace kritiserer Cairn

Cairn lever ikke op til miljøkravene, skriver Greenpeace i en pressemeddelelse, hvor organisationen begrunden aktionen mod boreriggen Levi Eriksson i dag

Greenpeaceaktivist Hanne Hansen på Leiv Eriksson: - Olieindustrien tilsidesætter alle miljøhensyn for at sikre sig adgang til de sidste dråber olie på kloden og det koster naturen dyrt. Foto: Greenpeace

"Greenpeace stopper borerig med kurs mod Arktis", skriver Greenpeace i overskriften på sin pressemeddelelse.

Men boreriggen blev ikke stoppet. Den fortsætter mod Grønland. Og aktivisterne måtte senere i dag opgive deres aktion.

Men i pressemeddelelsen skriver Greenpeace:

Tyrkiet, 22. april 2011 - Kl 5.04 her til morgen indtog 11 aktivister fra Greenpeace boreriggen Levi Eiriksson i farvandet ud for Istanbul. Den 53.000 ton tunge borerig forlod i går havnen Besiktas i retning mod Grønland, hvor den sammen med et boreskib skal foretage fire testboringer for Cairn. Aktivisterne kom i gummibåde, hængte et banner med teksten ’Stop ødelæggelse i Arktis’ (Stop Arctic Destruction) og har installeret sig på toppen af platformen med forsyninger til flere dage, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Jagten på olie er desperat. Olieindustrien tilsidesætter alle miljøhensyn for at sikre sig adgang til de sidste dråber olie på kloden og det koster naturen dyrt. Jeg har stadig billederne af de indsmurte pelikaner på den amerikanske golfkyst i frisk erindring, og nu – kun et år efter oliekatastrofen – vil olieselskaberne bore i Arktis, siger Helene Hansen, Greenpeace aktivist fra toppen Leiv Eiriksson.

- Klimaforandringerne betyder, at vi slet ikke skal bruge al den olie. Vi skal omstille til grøn og sikker energi, og det skal vi gøre i dag. Vi skal ikke sejle til Arktis og sætte det særlige og meget sårbare natur på spil i et ødelæggende hasard med klodens klima, siger hun.

Cairn vil til sommer bore længere mod nord, længere ind i vinterhalvåret og væsentlig dybere end i 2010. Cairns boreansøgninger har netop været i høring og en gennemgang af Cairns miljøvurderingsredegørelse (den såkaldte VVM) viste, at standarden langt fra er i orden. For eksempel er risikovurderingen for alle de ansøgte brønde fuldstændig ens uanset om den ansøgte brønd er på 300 meter eller på 1500 meter havdybde og om den ligger syd for Nuuk eller nord for Diskoøen.

- Cairns miljøvurdering er bevidst upræcis og sjusket. Det er helt uanstændigt, at Cairn ikke er seriøse omkring sikkerheden – særligt når selskabet vil bore helt ned til 1500 meters vanddybde. Det er samme dybde som Deepwater Horizon, der sidste år var skyld i en af USA's værste naturkatastrofer, da 700 millioner liter olie fossede ud i den Mexicanske Golf. Cairn tager en meget stor risiko på Grønland og miljøets vegne, siger Jon Burgwald, klimamedarbejder i Greenpeace.

De 11 aktivister kommer fra Danmark, Sverige, Canada, Polen, Tyskland, Slovakiet, Tyrkiet og England og er alle professionelt trænede.

Læs Jon Burgwalds høringssvar til Cairns ansøgninger.

Powered by Labrador CMS