Greenland Venture udvider staben

Ventureselskabet udvider nu medarbejderstaben med en ny Investment Manager og Analyst, der startede i jobbet den 1. august.

Inoqut Kristensen er her flankeret af Karin Pedersen Thorsen og Per Buhl Olsen.

Inoqut Kristensen, der kommer fra en stilling i Grønlandsbanken, skal være med til at udforme Greenland Ventures investeringsstrategi, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

– Inoqut er en stærk profil, der bidrager med analytisk kompetence, som er nødvendig i den professionalisering, vores erhvervsliv er inde i, siger Karsten Høy, adm. direktør for Greenland Venture og tilføjer:

– Vi kan kun skabe langtids­hold­­­bar og sund vækst, når vores beslutningsgrundlag bygger på solid analyse og opfølgning. Inoqut har solid viden om finansiel og dataanalyse og samtidig erfaring med ledelse og udvikling af kommercielle projekter.

”Det er nu, vi skal handle”

– Jeg glæder mig til at være med til at forme, hvordan grønlandsk erhvervsliv ser ud om 10 år, siger Inoqut Kristensen i en pressemeddelelse og føjer til:

– Det er nu, vi skal handle, hvis vi vil skabe vækst og indtjening i fremtiden. Den kvalitet og dygtighed, vi leverer i dag, afgør hvor godt virksomhederne og samfundet har det i mange år frem, siger han.

Inoqut Kristensen arbejdede med finansiel analyse i Grønlandsbanken. Før det har han været projektleder og haft andre funktioner i Tele-Post og Grønlands Statistik.

Han er i 2015 uddannet som cand. scient. adm. fra Ilisimatusarfik, hvor han sad i bestyrelsen som repræsentant for de studerende.

Erfarne medarbejdere udnævnes

Samtidigt er Karin Pedersen Thorsen og Per Buhl Olsen udnævnt til Senior Investment Managere i Greenland Venture. De kom til selskabet i henholdsvis 2007 og 2012, og har som Investment Managere forestået arbejdet med investering og vækstlån i lovende virksomheder.

– Vi udvider i Greenland Venture til gavn for både nye og nuværende investeringer i en tid, som byder på nye muligheder, men også stiller flere krav, fastslår Karsten Høy.

Powered by Labrador CMS