Greenland Holding får nye bestyrelsesmedlemmer

Greenland Holding A/S har tirsdag holdt ordinær generalforsamling, hvor to nye bestyrelsesmedlemmer er valgt og selskabet har præsenteret et overskud på 12,7 millioner kroner for 2020

Jette Larsen og Miki Lynge er valgt ind i bestyrelsen ved generalforsamlingen 1. juni 2021
Offentliggjort

Under tirsdagens generalforsamling kunne Greenland Holding-koncernen præsentere et overskud for 2020 på 12,7 millioner kroner. I 2019 havde selskabet et underskud på 5,3 millioner kroner. Overskuddet for 2020 overføres til egenkapitalen, som herefter vil være på 414,6 millioner kroner.

På trods af, at det oprindelige budget lød på et overskud på 17 millioner kroner, er bestyrelsen tilfreds med resultatet:

- På trods af coronakrise og den store usikkerhed, vi oplevede hen over året, har vi leveret et pænt resultat, som kan bidrage til konsolidering af selskabet og bane vej for flere, nye investeringer, udtrykker bestyrelsesformand Christian Motzfeldt.

Datterselskaber i plus

Datterselskabet Innovation Greenland A/S endte med et lille overskud på 1,9 millioner kroner i 2020 og har nu en egenkapital på 4,3 millioner kroner.

Det andet datterselskab Greenland Venture kom ud af 2020 med et overskud på 5,9 millioner i 2020 og en egenkapital på 177 millioner kroner.

Under generalforsamlingen blev Bestyrelsesformand Christian Motzfeldt genvalgt. Næstformand Taitsiannguaq Olsen blev ikke genvalgt ligesom bestyrelsesmedlem Vitta Motzfeldt ikke blev genvalgt.

Bestyrelsesmedlemmerne Hanne Kristiansen og Merete Lundbye Møller fortsætter begge efter genvalg.

Bestyrelsen kan byde velkommen til to nye ansigter nemlig Miki Lynge, som er indehaver af Lynges.gl og Jette Larsen, som netop er stoppet i Air Greenlands bestyrelse. Hun har tidligere været formand for INI A/S´ bestyrelse samt direktør for Arctic Umiaq Line og Illuut A/S.

Forventninger til 2021

Greenland Holdings budget for 2021 afspejler, at der skal investeres i genopretning og nye initiativer – både i eksterne aktiviteter og internt i organisationen. Der er fortsat en del usikkerhed i økonomien, ikke mindst på baggrund af coronakrisen. Derfor forventer bestyrelsen, at 2021 ender med et beskedent overskud på et encifret millionbeløb, lyder det fra selskabet i en pressemeddelelse i forbindelse med generalforsamlingen.

Innovation Greenlands aktivitter med udvikling af nye projekter er nu i fuld gang igen. Det gælder ikke mindst Grønlands Innovationscenter, som udover Innovation Greenland omfatter andre, både offentlige og private, aktører:

- Et omdrejningspunkt for innovation til gavn for nye erhverv og arbejdspladser i hele Grønland. Også en inkubator-ordning, der supplerer Naalakkersuisuts erhvervsfremmestøtte med kompetenceopbygning og professionel støtte til iværksættere, er godt på vej, oplyser selskabet.

Powered by Labrador CMS