Tvang

Gravide skal tvinges til at være ædru

Ny lov vil betyde, at gravide kan låses inde, hvis de får lyst til at drikke sig berusede.

Gravide med trang til alkohol skal kunne mandsopdækkes.
Offentliggjort

Nu skal det være muligt at tilbageholde en gravid misbruger med tvang, hvis hun er indgået i et behandlingsforløb for at komme ud af sit misbrug. Det fremgår af et nyt lovforslag, som Naalakkersuisut har sendt i høring indtil begyndelsen af næste måned.

- Hensigten er at hindre den gravide kvinde i at skade fostret i en situation, hvor kvinden ikke kan styre sin trang til alkohol og at hindre kvinden i at genoptage alkoholmisbruget. Formålet er endvidere at fastholde kvinden i behandling, fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget.

Foster får skader
Kvinder, der drikker alkohol under deres graviditet, risikerer at skade deres ufødte barn. Der er blandt andet risiko for moderkageløsning, for tidlig fødsel og abort. Alkohol i større mængder kan desuden give barnet hjerneskader samt misdannelser i både organer og ansigtstræk.

Ny rapport viser næsten ingen forbedringer i Grønland

For at beskytte de ufødte børn og støtte de gravide kvinder, der forsøger at slippe ud af et skadeligt misbrug, skal det derfor være muligt for kvinderne, at indgå en aftale om, at de kan tilbageholdes med tvang under visse betingelser.

- Først og fremmest vil tilbageholdelse være berettiget, hvis det skønnes, at kvinden vil påbegynde eller fortsætte sit misbrug som følge af, at behandlingen afbrydes, og der dermed er meget stor sandsynlighed for, at kvinden vil indtage alkohol i så store mængde, at der er risiko for skade på fostret, fastslås det i bemærkningerne til det nye lovforslag, der skal sikre en omfattende indsats mod misbrug af rusmidler og spilafhængighed.

Ingen isolation eller fiksering
I lovforslaget slås det fast, at hverken isolering i aflåste rum eller fiksering med bælte m.v. må anvendes som tvangsmiddel overfor de gravide misbrugere. Der skal anvendes andre metoder til tilbageholdelse af misbrugeren.

- Aflåsning af institutionens yderdøre i kortere perioder om dagen, kan, sammen med muligheden for lempeligere indgreb som eksempelvis ”mandsopdækning”, være et af de midler, der kan afværge en akut opstået krisesituation, foreslås det.

En tilbageholdelse må ikke vare mere end to uger, og den må højst udgøre 1/3 af det samlede behandlingsforløb.

- I langt de fleste tilfælde, vil det kun være nødvendigt at tilbageholde i meget korte perioder, indtil kvinden er blevet overtalt til at fortsætte behandlingsforløbet, oplyses det i bemærkningerne.

Frivillig aftale
Den gravide kvinde skal selv tage stilling til, om hun eventuelt ønsker at blive holdt tilbage mod sin vilje under sin behandling. Den beslutning skal hun træffe ved begyndelsen af sit afvænningsforløb.

Skulle kvinden fortryde aftalen om tvangstilbageholdelse er det muligt at opsige aftalen. Opsigelsen kan dog ikke laves i en akutte situation, hvor det skønnes, at kvinden kan være til fare for sit ufødte barn, hvis hun fx er under mistanke for at ville forlade sit behandlingssted for at indtage alkohol.

Ikke styr på udvikling i brug af tvang

Powered by Labrador CMS